Friday, January 12, 2018


Delphine de Vigan: Les layautés



I 2015 udsendte Delphine de Vigan den meget omtalte "D'après une histoire vraie", som vi omtalte her. Nu er hun tilbage med en helt anden type roman, men måske alligevel med temaer som den schizofreni og personspaltning, som vi mødte i værket fra 2015.

Bogen er skrevet i en ganske enkel form med vekslende kapitler, der bærer den persons navn, som vi følger. Historien udvikles efterhånden gennem de forskelliges oplevelser og følelser. Der er læreren Hélène, der var udsat for vold som barn, husmoderen Cécile, der efter mange års ægteskab opdager en skjult ond side hos sin mand. Cécile er derefter blevet fjern og taler højt med sig selv. Det der bringer historien sammen er de to tolvårige venner Mathis, der er Céciles søn, og Théo, hvis forældre er skilt. Han tilbringer skiftevis en uge hos hver af sine forældre. 

Hélène er meget bekymret for Théo, da hun mærker, at han har problemer. Théo har det ikke godt, for hans far er ved at gå i hundene, og hans mor vil ikke hører noget om ham. Theo skal gå i brusebad, så snart han kommer tilbage fra faderen, hans tøj skal vaskes og faderen omtales ikke. 

De to drenge søger sammen, for de har begge svært ved at klare at skulle være loyale over for deres forældre og hnanden. Hélène skal være loyal over for sin skole og ikke bruge sin fritid på at skygge Théo, og Cécile skal være loyal over for sin mand. Alle disse forhold skildres skarpt i bogen og sætter spørgsmålstegn ved om det er rimeligt.

Delphine de Vigan skærer ind til benet og lægger skæbnerne frem. Det er de mørke sider og kan loyalitet bære det?

Vældig god og kort roman der med præcise og enkle midler fører os dybt ind i personerne og afslører sider som har almen interesse.



JC Lattès, januar 2018



Tuesday, January 09, 2018


Pierre Lemaitre: Couleurs de l'incendie



Her er så andet bind af trilogien der startede med Goncourt-vinderen fra 2013 "Au-revoir là-haut", som jeg omtalte dengang.

En af hovedpersonerne i første bind var Édouard Péricourt, der blev lemlæstet i 1. Verdenskrig og endte med at kaste sig ud foran faderens vogn. Faderen som han bestemt ikke bryder sig om, og som ikke engang får at vide at han overlevede krigen.

I denne bog er det Edourds søster Madeleine, der har hovedrollen. 

Bogen starter i 1927 med den rige bankejer Marcel Péricourts begravelse, og sjældent har jeg læst så pragtfuld en start på en roman. Vi får alle personer præsenteret, får en følelse af tidens ånd og et første indtryk af hovedpersonerne. Foruden det er det et stort drama, da Madeleines søn Paul kaster sig ud fra et vindue ned på morfaderens kiste, der står i en ligvogn i gården omgivet af de fine folk, der skal ledsage kisten til kirkegården. Det er virkelig et drama! Men skildret med Lemaitres sans for detaljen og spændingen krydret med kommentarer til læseren.

Madeleine er en ung pige, der aldrig rigtig har fået lov til at komme ind i mændenes verden, virker i starten meget naiv og har bestemt ikke forstand på penge. Hvad sker der nu med hendes formue? Ja, det er et af bogens temaer, samtidig med at vi får skildret et samfund med folk, der kun tænker på egen fortjeneste og omdømme. Vi får indtryk af de store klasseskel og de politiske kræfter i spil i første halvdel af 30'erne, hvor nazismen og fascismen kommer på banen.

Lemaitre er som sædvanlig meget grundig i sit forarbejde, så selv om det er en roman er tidsbilledet uden tvivl meget korrekt og bygger på datidens kilder. Men det er skildringen af de forskellige personer, der driver værket. Stærke følelser som kærlighed, had og hævn kombineret med sex, penge og egoisme er beskrevet i et forløb, der overrasker og holder læseren fanget.

Selv om det er en roman på mere end 500 sider, bliver man ikke træt af at læse den. Det er faktisk ret svært at lægge den fra sig!


Albin Michel, januar 2018




To guider fra Le Figaro


To fine og billige guider fra Le Figaro Magazine. De kan købes på nettet til meget rimelige priser. Begge i et lille handy format, så man kan stoppe dem i lommen til sine ture rundt i Frankrig

100 lieux qui ont fait la France starter med Lascaux og Alésia  og slutter med Stade de France, 1998, hvor Frankrig vandt VM i fodbold. Vi får således lejlighed til at læse om steder, der har betydet meget i Frankrigs historie og i det billede som er blevet skabt omkring Frankrig.

100 lieux du patrimoine franc à avoir vu au moins une fois dans sa vie er bogen for den sande Frankrigselsker, for selvfølgelig skal man da have set disse 100 steder. Der er f.eks. Hospice de Beaune, Pont Neuf, La Place de Jaude i Clermont-Ferrand og le Château de Beynac. Man kan jo passende krydse af efterhånden, som man har nået Frankrig rundt. Jeg mangler vist en fjerdedel endnu, så jeg må stadig være på farten.

Delphine de Vigan: Les layautés I 2015 udsendte Delphine de Vigan den meget omtalte " D'après une histoire vraie ", s...