Monday, December 11, 2017


J.M.G. Le Clézio: Alma


Den nyeste roman af Le Clézio er på højde med tidligere mesterværker og en fornøjelse at fordybe sig i. 

Bogen er bygget op omkring to fortællinger, og det meste af bogen foregår på Ile Maurice (Mauritius). Den ene fortæller er Jérémie Fersen, efterkommer i en familie, der i sin tid var blandt øens overklasse og havde store værdier i form af plantager med sukkerproduktion. Hans far flyttede til Frankrig, da det økonomiske eventyr var ovre, men har givet sin søn et forstenet æg fra en dronte (her kaldet dodo), fuglen der i sin tid levede på øen, men som nu er uddød.

Jérémie er på mange måder skuffet over det han ser under sin jagt efter de sidste rester af familien og de forestillinger han har. Alt hvad familien ejede er væk, og selve området er forvandlet til en indkøbs- og kulturcenter med navnet Maya. Det er illusionens verden.

Den anden fortæller er Dominique, kaldet Dodo, han hører til en udstødt del af familien, da hans far gik sine egne vegne. Dodo er blevet overladt til sig selv efter forældrenes død. Som ung pådrager han sig hos en prostitueret en pest der æder hans næse væk. Han bliver øens berømte vagabond, og det ender med at han bliver sendt til Paris for at være et godt eksempel på en vagabond.

Men Mauritius er sammensat af en meget blandet befolkning fra de oprindelige beboere over europæerne, slaverne, inderne, kineserne etc. Vi får i romanen mange modsætninger ført frem, men også respekten for slaverne, der på en måde slettes fra glemslen, da de bliver nævnt her.

Vi får pragtfulde naturskildringer, historiske uddybninger og en billede af den moderne, hensynsløse og overfladiske intethed.

Det er også en delvis selvbiografisk roman, da Le Clézio har tilbragt en del af sin barndom på øen og betragter sig selv som præget af både sin mauritanske og sin franske del.

En væsentlig roman, der føjer sig til rækken af romaner med kultursammenstød, de store horisonter, drøm og virkelighed. En både poetisk og kritisk skildring.

No comments:

Delphine de Vigan: Les layautés I 2015 udsendte Delphine de Vigan den meget omtalte " D'après une histoire vraie ", s...