Amelie Nothomb: Frappe-toi le coeur

Som sædvanlig udsender Amélie Nothomb en roman i august, og i år er det "Frappe-toi le coeur", der for mig starter la rentrée littéraire. Der er mange gode værker at kaste sig over, så nu går vi i gang.

"Frappe-toi le coeur, c'est là qu'est le génie" (Alfred de Musset) er udgangspunktet for romanen, der analyserer en række følelser og fortæller om folk, der lader sig styre af følelser, snarere end af fornuft.

Først er det Marie, der er landsbyens smukkeste i bogen der starter i 70'erne. Hun bliver som 19-årig gravid med apotekerens søn. Hun føler, at hendes ungdom er slut, for nu er hun ikke mere så feteret. Hendes glæde er andres misundelse. Hun får en datter Diane, som hun ikke tager sig meget af. Senere føder hun en søn, som hun er mere stolt ved og viser sin kærlighed, endelig endnu en pige som hun nærmest kvæler i moderkærlighed.

Det er altså den nærmest givne kærlighed mellem mor og barn og barn og moder der illustreres med spørgsmålstegn.

Det er Diane, der bærer historien, idet vi følger hendes opvækst i en mangel på kærlighed, men alligevel i et beskyttende forhold til den kolde mor. Diane er begavet og begynder at studere. Hun bliver her venner med én af lærerne Olivia, der på den ene side tager sig af den ensomme Diane, men på den anden side udnytter hende. Det kommer der en stærk handling ud af.

Nu skal jeg ikke afsløre for meget, men vi kommer omkring følelser som bl.a. kærlighed-had, misundelse - lyst, nedladenhed - beundring, venskab - jalousi. Alt er fortalt i Nothombs sædvanlige stil og bestemt værd at læse.

Specielt opgøret mellem de forskellige kvinder kan få én til at tænke på "Antéchrista", hvor det også er kampen mellem den smukke og nedladende kontra den naive og selvudslettende. I denne nye roman går vi et skridt videre.

Måske ikke én af hendes bedste romaner, men alligevel på et godt niveau.

Albin Michel, 2017