Sandrine Teissaire: C'est décidé, je pose mes valises !

Bogen starter godt med en beretning om en kvinde, der er blevet ramt af stress på sit arbejde. Hun fortæller om, hvordan hendes arbejde har taget magten fra hende, taget al hendes tid fordi hun er stræbsom og er lidt af en perfektionist. Hendes nedtur og så kampen om at komme op på overfladen igen.

Desværre bliver beretningen derefter for løs og alt for omfattende, for hun vil berette ud fra de enkelte bogstaver i alfabetet og hvad det enkelte bogstav fremkalder af ord og minder hos hende.

Bogens hovedperson og fortæller er den 46-årige Maïoun Leguellec, og hendes liv rummer så mange elementer, så man bliver helt forpustet ved at læse om dem: en familie der ikke helt fungerer, et ophold i Tunesien, au pair i London, tilbage til Frankrig i Marseille og endelig i Aix-en-Provence. Hun er en person, der vil klare det selv, sørger for at få et barn alene, har mange jobs i hotelbranchen, hvor hun ender i et lederjob, bliver selvstændig, har problemer med sin svigerfamilien, får en proces på halsen, bliver involveret i en magtkamp med en anden kvinde etc. etc. Det er usandsynligt meget hos den samme person.

Det er bare for meget og når vi så får løftet låget for hendes barndom og forholdet til moderen, så kører det bare derudad. Feud længe leve.

Sandrine Teissaire har selv bekostet udgivelsen af bogen, og hun burde bestemt have haft hjælp til at forme den bedre og skære det unødvendige stof væk. Der er enkelte gode kapitler, men efterhånden længes man bare efter at blive færdig med at læse den.