Tuesday, May 30, 2017


JEAN-CHRISTOPHE RUFINLe tour du monde du roi Zibeline


Jean-Chruistophe Rufin er en af mine yndlingsforfattere, og hans nye roman er bestemt blandt hans bedste. Som i "Le grand coeur" har vi her at gøre med en historisk roman tilsat en række eventyr og oplevelser set gennem forfatterens nysgerrige øjne. og med en del spørgsmål, som udmærket kan belyse nutiden.

Romanen bygger på en bestemt historisk person Auguste Benjowski (1746-1786) der stammer fra en ungarsk adelig familie med en autoritær far og en mor, der ikke tager sig af sin søn. Hans liv var temmelig omskifteligt, han blev soldat først i den østrigske hær senere i Polen som oberst i kampen mod russerne. Han bliver taget til fange og sendt til Sibirien, nærmere bestemt Kamchatka. Sammen med en flok medfanger bemægtiger han sig en skonnert, sejler først til Alaska, senere Japan, Macao og ender i Madagascar, hvor han faktisk bliver udråbt til konge under navnet Zibeline..

Nu skal jeg ikke fortælle alt, for det gør Rufin meget bedre, men opbygningen af bogen er spændende for den starter med at Auguste og hans kone Aphanasie er i Philadelphia for at søge at få en samtale med og hjælp fra den aldrende Benjamin Franklin til at gøre Madagascar til en uafhængig stat med et demokratisk styre. De fortæller skiftevis om deres liv og færd.

Bogens store temaer er koloniseringen kontra respekten for andre, kønsrollerne, diktatur kontra demokrati, økonomisk udnyttelse kontra humanisme.. I det hele taget er det stadigt gyldige problemstillinger præget af tankerne fra oplysningstiden med henvisninger til Voltaire, Rousseau og Diderot for at nævne et par stykker.

Rufin er en mægtig fortæller og med den historiske gendigtning fanger han igen sine læsere og viser, at nysgerrighed og åbenhed fører langt videre end isolation og udelukkelse af de andre.

Læs den!

Gallimard, marts 2017

No comments:

Jean-Paul Dubois: L'origine des larmes

 Jean-Paul Dubois: L'origine des larmes Den vidunderlige  Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon  fik fortjent sin...