Tuesday, May 30, 2017


Anna Gavalda: Fendre l'armure



Anna Gavalda har udsendt en lille novellesamling med i alt syv noveller, der skifter meget i sprog og stil, men som alt i alt ikke lever helt op til hendes bedste udgivelser. Hun er god til de små historier, men ikke alle er lige vellykkede her.

Lad mig dog fremhæve nogle ekstra gode historier efter min mening: Mon chien va mourir om et ældre ægtepar, der har mistet en søn. Det får katastrofale følger for dem: konen får rengøringsvanvid, han der er lastbilchauffør anskaffer sig en hund. Men hvad sker der, da han en dag må aflive hunden?

Happy Meal er en lille sød historie, som man umiddelbart tror er et forsøg på at forføre en pige, men man bliver overrasket til sidst. 

Den sidste jeg vil nævne er Un garçon om en ung mand på vej hjem i toget fra nogle festlige dage og et bryllup hos en ven der gifter sig med den unge mands tidkligere kæreste.. Han er selvfølgelig meget træt og sover i toget, men der sker noget alligevel...

Novellerne handler selvfølgelig generelt om at komme ud af en eller anden form for mental rustning, som skal brydes. Personerne skal frigøres, slippes løs eller komme ud af en sorg, en fordom, en længsel. Undertiden sker det på trods af dem selv og med hjælp udefra. 

Tonen er altså gennemgående positiv, vi møder almindelige mennesker i almindelige miljøer, og det er novellernes stærke side.


Éditeur : LE DILETTANTE (17/05/2017)




JEAN-CHRISTOPHE RUFINLe tour du monde du roi Zibeline


Jean-Chruistophe Rufin er en af mine yndlingsforfattere, og hans nye roman er bestemt blandt hans bedste. Som i "Le grand coeur" har vi her at gøre med en historisk roman tilsat en række eventyr og oplevelser set gennem forfatterens nysgerrige øjne. og med en del spørgsmål, som udmærket kan belyse nutiden.

Romanen bygger på en bestemt historisk person Auguste Benjowski (1746-1786) der stammer fra en ungarsk adelig familie med en autoritær far og en mor, der ikke tager sig af sin søn. Hans liv var temmelig omskifteligt, han blev soldat først i den østrigske hær senere i Polen som oberst i kampen mod russerne. Han bliver taget til fange og sendt til Sibirien, nærmere bestemt Kamchatka. Sammen med en flok medfanger bemægtiger han sig en skonnert, sejler først til Alaska, senere Japan, Macao og ender i Madagascar, hvor han faktisk bliver udråbt til konge under navnet Zibeline..

Nu skal jeg ikke fortælle alt, for det gør Rufin meget bedre, men opbygningen af bogen er spændende for den starter med at Auguste og hans kone Aphanasie er i Philadelphia for at søge at få en samtale med og hjælp fra den aldrende Benjamin Franklin til at gøre Madagascar til en uafhængig stat med et demokratisk styre. De fortæller skiftevis om deres liv og færd.

Bogens store temaer er koloniseringen kontra respekten for andre, kønsrollerne, diktatur kontra demokrati, økonomisk udnyttelse kontra humanisme.. I det hele taget er det stadigt gyldige problemstillinger præget af tankerne fra oplysningstiden med henvisninger til Voltaire, Rousseau og Diderot for at nævne et par stykker.

Rufin er en mægtig fortæller og med den historiske gendigtning fanger han igen sine læsere og viser, at nysgerrighed og åbenhed fører langt videre end isolation og udelukkelse af de andre.

Læs den!

Gallimard, marts 2017

Wednesday, May 10, 2017


Lorraine Fouchet: Les couleurs de la vie



En dejlig positiv roman på trods af en barsk start. Hovedpersonen er den unge Kim, der bor på en ø ved Bretagne. Hun er opvokset hos sin bedstemor med tilnavnet "Le Chat", da hendes mor er død og hendes far er forsvundet.

Hun får et chok, da hun en dag får en besked fra "Le Chat". Hun har besluttet sig til at tage til Schweiz til en klinik, der tilbyder assistance til selvmord! Hun føler sig gammel og vil ikke være til byrde for nogen. Kim er rystet og beslutter sig for at forlade Bretagne og manden Clovis for en tid for at finde sig selv.

Så følger en tid, hvor hun på et plejehjem i Antibes tager sig af  fru Gilonne. Hun er ansat af hendes søn, der nærer en stor kærlighed til hende, men ikke kan tage sig af hende undtagen i week-enden.

En dag finder Kim ud af, at Gilonnes søn faktisk er død, så hvem er den mand som udgiver sig for hendes søn, og som hun selv kalder sin søn.

Mere vil jeg ikke afsløre, men kan sige, at bogen er skrevet med en god portion af glæde og sorg, med beskrivelser af plejehjemmets beboere og Gilonnes og hendes "søns" brogede liv. Der er også et sjovt spil i forskellen mellem Bretagne og Côte d'Azur, både natur og mennesker.

Vil Kim nå sit mål og vende tilbage til Bretagne, ja det må I selv gætte på.

En god og munter bog til læsning og afslappelse.


Éditeur : EDITIONS HÉLOÏSE D'ORMESSON (30/03/2017)


Tuesday, May 09, 2017


Philippe Djian: Marlène


Philippe Djian blev én af mine favoritter med 37 ° 2 le matin, der bragte ham popularitet, måske også på grund af Beineix' filmatisering. Han har siden skrevet omkring halvtreds romaner, nogle bedre end andre, men Marlène, der er hans nye roman, har bestemt sine kvaliteter.

Dan og Richard, barndomsvenner og senere sammen i hæren med udsendelse til Afghanistan, Irak og Yemen. De har haft uhyggelige oplevelser bl.a. da de reddede en af deres venner, der mistede sine ben ved et granatangreb.

De er nu hjemsendt og bor i samme lidt kedelige by, deltager som veteraner ved forskellige lejligheder i den lokale base. Dan forsøger med en kraftig styring af sin hverdag og et lille job i en café med bowlingbaner at vende tilbage til et normalt liv, men han har ofte voldsomme mareridt. Han ser næsten ikke andre end sin gode ven Richard, der er gift med Nath. De har en datter Mona på 18 år, der er en oprørsk teenager, og som lægger an på Dan, der totalt afviser hende. Richard er en spillertype, voldsom og utæmmelig. Han er også utro mod sine kone. Men en dag ankommer Marlène, Naths søster, hun er smidt ud af sin kæreste, og så starter løjerne eller snarere dramaet...

To mænd, tre kvinder hver med deres eksistentielle problemer. Det skal give komplikationer, men dem vil jeg ikke afsløre her. Men der er ingen tvivl om, at man bliver grebet af handlingen og får et chok til slut.

Romanen starter med nogle meget korte kapitler, nærmest et skelet, hvor man ikke altid kan se, hvem der siger hvad og hvilke personer, der omtales. Det er den nærmest telegramagtige stil, som Djian er kendt for inspireret af amerikanske forfattere.
Senere bliver kapitlerne længere og mere udførlige, historien strammes op, og vi får indblik i de fem skæbner, der har så uendeligt svært ved at få styr på deres tilværelse. Præcise beskrivelse af de hjemvendte soldaters problemer og stilling i samfundet, men også konernes og børnenes skæbner berøres fint.

En god roman, der giver stof til eftertanke, men også et velskrevet drama.

Gallimard, marts 2017


Delphine de Vigan: Les layautés I 2015 udsendte Delphine de Vigan den meget omtalte " D'après une histoire vraie ", s...