Friday, December 02, 2016



Sylvain Tesson: Sur les chemins noirs


Sylvain Tesson har især været kendt for sine rejser og ekspeditioner overalt i verden, men aldrig i Frankrig. Han elsker at klatre på tage, bjerge og andre høje steder, men i 2014 falder han 10 meter ned fra et tag og bliver særdeles hårdt kvæstet. Et længere hospitalsophold får ham lappet sammen, og undervejs har han fået en plan. Den franske regering har udsendt et skrift om de særligt isolerede områder i Frankrig, som man nu vil forsøge at modernisere. Dette er mod Tessons indstilling, da han netop ønsker at bevare naturområder og ikke er en tilhænger af moderne teknologi.
Han beslutter sig derfor at genoptræne sin kvæstede krop ved at gå fra den ene ende af Frankrig med start ved grænsen til Italien til den anden ende ved kysten i Normandiet. Men han vil gå på "les chemins noirs", de små veje ofte kun angivet med små sorte streger på de detaljerede IGN-kort. Rejsen varer fra den 24. august til den 8. november.
Sur les chemins noirs handler om denne tur, hvor han oftest er alene, undertiden ledsaget af en ven, men hvor nætterne oftest tilbringes i et medbragt telt. Det er en forrygende tur i bjergområder og gerne gennem skove, langs floder eller lignende, hvor der er rester af gamle stisystemer. I bjergområderne er der ruiner fra gamle landsbyer, andre steder har udlændinge købt sig ind i forladte huse, men Tesson anklager vores fortravlede hverdag, hvor alt skal flyttes rundt i vores trang til at få ting. De byer som han passerer hurtigst muligt ligner jo hinanden: et historisk centrum i midten, en ring af huse og villaer, en ring af trafik og en ring af indkøbscentre.
Det er på mange måder også en indre rejse for at finde de indre værdier og fastholde dem, men også en ode til naturen og et liv der ikke er fastlagt og bestemt i alle detaljer. Han citerer også flittigt forfattere og forskere.
Bogen rummer beskrivelser af Frankrig og steder der ikke er i guidebøger, så her er der ideer at hente.

No comments:

Nicolas Mathieu: Le ciel ouvert

Nicolas Mathieu: Le ciel ouvert Ny og usædvanlig bog fra Nicolas Mathieu. En bog der ovenikøbet er forsynet med virkelige gode tegninger af ...