Yasmina Reza: Babylone

Yasmina Reza er nok mest kendt som dramaturg og forfatter til en bog om Sarkozys valgkamp, hvor hun fulgte ham i et helt år, men nu er hun på banen med en roman, der foregår i nutidens Frankrig.

Fortælleren er Elizabeth, der arbejder på Pasteur-institutten i Paris. Hun er gift med Pierre. Elizabeth er i 60'erne, føler ligesom at livet er rullet forbi hende uden at hun egentlig har mærket det. Hendes mor er lige død, så det påvirker hende også.

For at få lidt mere liv i den lidt trivielle dagligdag beslutter hun, at hun vil holde en fest. Hun inviterer venner og bekendte, men også et ægtepar som bor på etagen over dem. Det er Jean-Lino, som Elizabeth ofte snakker lidt med, han er måske lidt grå i det, men rar. Hans kone Lydie er derimod udadvendt, farverig, hun synger jazz, spår om fremtiden og er meget optaget af dyrevelfærd.

Første del af bogen fortæller muntert om forberedelserne til festen, dernæst om festen, hvor Reza får lejlighed til skildre den overfladiske snak ved den slags fester, men hvor stemningen efterhånden stiger med indtagelsen af alkohol.

Men kort efter festens afslutning sent om natten slår vi over i en krimiagtig stil, for Jean-Lino kommer ned og fortæller, at han har slået Lydie ihjel! Jeg vil ikke røbe mere om handlingen her, men der er nogle voldsomme scener, både tragiske, groteske, men undertiden også morsomme, der holder én fast. Herligt skrevet.

Elizabeth er opslugt af billeder, bl.a. af en amerikansk fotograf, der fanger livets i stivnede øjeblikke. Elizabeth siger selv: "Certains jours, quand je me réveille, mon âge me saute à la gueule. Notre jeunesse est morte. Nous ne serons plus jamais jeunes. C’est ce jamais plus qui est vertigineux." I virkeligheden er det et af de vigtige temaer i bogen: Hvordan kan man fastholde det vigtigste? Hvordan kan billede, indhold og fotograf trække noget ud af livet og fastholde det. Elizabeth føler, at hun i Jean-Lino har fundet én der er ærlig og oprindelig sammenlignet med alle de andre, men samtidig fylder hun med billeder fra sin fortid, som hun ikke har været opmærksom på. Dette er en af bogens mere dunkle og filosofiske sider.

Bestemt værd at læse og kandidat til én af årets priser.

Flammarion 2016