Karine Tuil: L'insouciance

Lidt af en moppedreng af en roman på mere end 500 sider, men et ret godt bekendtskab trods alt.

Romanen foregår i vore dages Frankrig og kan i visse passager nærmest læses som en nøgleroman om folk i den politiske verden. Der er fire hovedpersoner, hvis liv udgør bogens handling: Romain Roller, der er hjemsendt soldat fra Afghanistan, Marion Decker, der er journalist og har været i research i Afghanistan også. De to indleder et meget heftigt kærlighedsforhold, men da de begge er gift, giver det nogle problemer. Marion er gift med den store finansmand François Vély, der kommer ind i en stor krise, da han på grund af et foto bliver anklaget for racisme mm. Den sidste af de fire er Osman Diboula, en ungdomsven af Romain, der har spillet en rolle i det sociale arbejde efter optøjerne i 2005. Han er siden steget i graderne og arbejder i starten i Elysées-Palæet for præsidenten.

Handlingen siger jeg ikke mere om, men kan dog afsløre at vi kommer vidt omkring med flere omslag og overraskelser. 

Det mest interessante er derimod det billede som tegnes af det moderne Frankrig, og som man trods nogle klicheer får et rimeligt sandfærdigt billede af. Der er vold på alle niveauer, krig mod terrorisme, de sociale mediers magt: fra det ene øjeblik til det andet kan en skæbne som François Vélys ændres. Der er den forfejlede politik om integration og den voksende islamiske radikalisering. Stigende antisemitisme.

Alle hovedpersonerne befinder sig i en eller anden form for identitetskrise, og der er ikke megen hjælp at hente, for under den overfladiske tolerance og forståelse gemmer der sig en hård egoisme. Alle er sig selv nærmest.

Der er mange gode skildringer og oplæg til videre debat, men der er næsten for mange tråde til at det kan lande ordentligt. Men det er et godt forsøg på at skildre det moderne Frankrig og dets problemer.

Gallimard 2016