Monday, April 17, 2017


Brina Svit: Nouvelles définitions de l'amour


Endnu en novellesamling der er indstillet til årets novellesamling af Goncourt, og den må siges at være en værdig kandidat.

Brina Svit er født i Ljublana i Slovenien, men hun har boet i Paris siden 1980, og hendes seneste tre romaner som denne novellesamling er skrevet direkte på fransk.

Der er i alt 10 noveller, der handler om forskellige former for kærlighed, der nok kan udvide ens begreber. Der er historien om Paul, hvis kone lige har forladt ham. Han er TV-producer og lidt oppe i årene, men kassedamen i supermarkedet smiler altid til ham. Hvad kan det ikke medføre? Slutningen er kostelig. Der er det ældre ægtepar, hvor hun er dansk i øvrigt, der efter et foredrag tager en ung pige op på vej til Paris. Hun siger lidt efter, at hun kun er til én ad gangen, og hvad sker der så..Der er Une histoire écrite hvor to kolleger har en historie sammen, men kun på skrift. Svært at sige hvilken der er bedst af de ti, for de har alle deres charme.

Det er faktisk ti virkelig gode historie, hvor det ofte er kvinderne, der på en måde er utro, mens mændene ofte er de svage, men de bliver fortalt på en brillant måde, der griber én. Det er ikke banale kærlighedshistorier, men nogle skæbner, som man godt kan forstå og leve sig ind i. Novellerne rummer genrens kortfattede formulering, en ofte uventet afslutning og en afsløring af privatlivets gemmer.

Det er en sand fornøjelse. Læs den!

Gallimard februar 2017

Wednesday, April 05, 2017


Valérie Tong Cuong: Par amour


En roman om 2. Verdenskrig, har man ikke snart læst nok om det? Nej, det viser denne fremragende roman af Valérie Tong Cuong, som vi tidligere har omtalt som en stor forfatter.

Bogen fortæller om 2 søstre, Émilie og Muguette, deres mænd og 4 børn (de har begge en dreng og en pige) umiddelbart inden krigen bryder løs og hele perioden igennem. Det særligt interessante er, at det meste af bogen foregår i Le Havre, der nærmest blev udslettet under krigen. Romanen bliver fortalt i ni afsnit, hvor én af personerne beretter, så på den måde kommer vi rundt i alle synsvinkler.

Bogen starter med at mændene er indkaldt, og pludselig kommer der besked om at byen skal evakueres. Derefter følger en skildring af de to kvinders forsøg på at klare dette med fire mindre børn og den totale mangel på støtte fra nogen sider. Efterfølgende får de dog mulighed for at vende tilbage, men de er nu præget af uro og uvished. Émilies mand Joffre vender hjem, men han er meget ændret, nederlaget har været både et nationalt og personligt nederlag.

Senere bliver Muguette ramt af en hård tuberkulose, hendes to børn bliver sendt til en støttefamiliei Algeriet, og krigen bliver voldsommere. 

Jeg skal ikke afsløre det videre forløb, men krigens forløb kender vi jo, så det er specielt byen Le Havres historie der virkelig er en afsløring af helt umenneskelige forhold for de beboere der er tilbage under de allieredes voldsomme bombninger, der ikke tager hensyn til de civile tab. Ja, meget minder om de ting, der foregår i Syrien mm i dag.

Bogen bygger på et minutiøst arbejde fra forfatterens side med autentiske beretninger og historisk materiale, men forståelsen bliver egentlig bedre gennem den fortælling gennem romanens perosner, som vi bliver præsenteret for. Alt virker autentisk og gennemarbejdet. Det psykologiske spil mellem søskende, forældre - børn og ægtefæller er meget fint udviklet og udbygges gennem de forskellige beretterpersoner. Vi får de lokales opfattelse af krig, en viden om den hjælp der ydes. Specielt udsendelsen af børn til Algeriet kendte jeg ikke noget til.

En overordentlig vigtig roman, der fanger sin læser på alle niveauer. Vigtig også for forståelsen af vor egen tid.

JC Lattès, januar 2017

Wednesday, March 29, 2017


Raphaël Haroche: Retourner à la mer


Raphaël Haroche er nok mest kendt som sangeren Raphaël, men nu får han også sin debut som novelle-forfatter. Det kan sådan set ikke undre, for hans sangtekster rummer også tegn på et forfattertalent, så springet har ikke været så stort.

Det er en kort samling på 100 sider med 13 noveller om forskellige skæbner, der næsten alle har problemer, uopfyldte drømme og mangel på mening med tilværelsen, som de forsøger at forklare.

Der er f.eks. arbejderne på et slagteri, der ikke kan slagte en ung kalv og får den gemt væk, der er tre unge der pludselig oplever et fly der går ned tæt på dem, da de sidder ved havet - men ingen andre har set noget og tror ikke på dem. Der er en ung mand der bliver kostet rundt med af en meget smuk kvinde, der bare udnytter ham. Vil det lykkes for ham at komme i seng med hende. Der er tretten historier med meget forskellige typer og miljøer, men de gennemgående emner om meningen med tilværelsen følger med i dem alle.

Det er skarpt skrevet, men også med lidt humor undertiden f.eks. i historien om to gamle, der forsøger at drukne sig i en sø tæt ved plejehjemmet. Problemet er bare, at den ikke er dyb nok. Der er også manden, der efter et hospitalsophold tager sin gamle mor med på en tur i Antibes og Nice. Han er meget kritisk overfor hende, men inderst inde fortryder han sin hårde skal.

Ofte lidt triste skæbner, men skildret med stor præcision.

En meget fin debut som forfatter.

Gallimard, 2017


Céline Coulon: Trois saisons d'orage



Céline Coulon er en spændende ung forfatter, der trods sin unge alder (født 1990) allerede har udgivet 9 bøger. Hendes nyeste Trois saisons d'orage er en særdeles velskrevet roman om tre generationer af en familie, der lever i et bjergområde kaldet Les Trois Gueules.

Området opnår en status efter at have været et næsten forladt område, da brødrene Charrier åbner et stenbrud, der kan konkurrere på et stort plan. Økonomien forbedres i landsbyen, folk flytter til, og André, en ung militærlæge, ender med at slå sig ned der. 

Her starter historien om familien. André har faktisk en søn Benedict, som er blevet holdt skjult for ham. Benedict føler sig også tiltrukket af området, bliver også læge, gifter sig med Agnès, som han får datteren Bérangère med.

Alt synes jo at være godt, men der lurer skjulte kræfter, der varsler om naturens uovervindelighed.

Man gribes af historien med rigtige og levende personer, beskrivelsen af miljøet i en ellers forladt landsby og hvordan man søger at skabe et nyt samfund. Men det er svært at være tilflytter, man skal helst være født i området. Hele tematikken omkring by/land og menneske/natur sætter historien i et større perspektiv.

Bogen er skrevet i et enkelt sprog og har en evne til lidt efter lidt at få intrigen til at blomstre. Der er overraskelse på overraskelse, og selv om romanen spænder fra slutningen af 2. Verdenskrig og 70 år frem, så er den alligevel tidsløs. En slags græsk tragedie udspillet i en voldsom dragende natur, som ikke lader sig kue.

Kan meget anbefales



Éditeur : VIVIANE HAMY (05/01/2017)


Saturday, March 11, 2017



Emmanuelle de Boysson: Les années solex



Juliette Monin mindes sit liv som en ung pige på 13-14 år der i 1969 var på ferie hos sine bedsteforældre i Alsace sammen med kusinen Camille. 

Vi følger hende nu gennem hendes dagbogsnotater og minder i en periode på 4-5 år, som måske var den bedste i hendes liv.

De to unge, især Camille, var påvirket af 1968-ånden og ville have mere frihed og ikke være underlagt de gamle normer som forældre og bedsteforældre står. For dem skal en ung pige lære at overholde kvindens plads og forberede sig på at indgå i et ægteskab med en passende mand. Vi får et billede af de velhavende borgerliges liv og sædvaner og fornemmer nok, at det ikke lever op til de unges drømme.

Juliette bliver forelsket i Patrice, men det bliver et forhold med mange problemer. Camille derimod fører sit vilde liv, til hun møder en ung adelig med en passende formue, så hun kan gifte sig. Vi følger ellers de unge med deres skole, fritid, venner, politiske holdninger, forældre og familieforpligtelser og drømme og får et godt indtryk af perioden.

Bogen springer meget fra episode til episode med lange beskrivelser og opremsninger og bliver derved ofte lidt for kedelig og anstrengende. Kunne godt have trængt til at blive strammet væsentligt op. Men perioden som sådan er bestemt skildret indgående.


Éditeur : EDITIONS HÉLOÏSE D'ORMESSON (02/02/2017)




Saturday, March 04, 2017


Philippe Claudel: Au tout début




En lille bog af Philippe Claudel (32 sider) hvor han fortæller om sin barndom, og hvordan han allerede der lavede små film, men uden kamera.

Han var altid på farten på sin cykel, og han brugte sine øjne. Undertiden klippede han et hul i et stykke papir for at se, hvordan man kan beskære et billede. Han havde sin inspiration fra cowboyfilm o.lign.

Der er ingen tvivl om, at Philippe Claudels evne til at iagttage og senere beskrive eller filmen blev til i de ungdomsår, hvor den noget triste og øde landsby krævede, at man kunne bruge sin fantasi og arbejde med de indtryk, som man nu en gang havde foran sig.

En smuk og poetisk lille tekst der viser en ny side af Philippe Claudels opvækst.




Forlaget Æncrages & Co, 2016

Wednesday, March 01, 2017


Philippe Claudel: Inhumaines


I dag (1. marts 2017) udkommer Philippe Claudels nyeste værk: Inhumaines. Selv om jeg normalt er meget begejstret for Claudels bøger, må jeg indrømme, at jeg er blevet noget skuffet over denne bog.

Meningen er sikkert god nok: Claudel har villet vise alle de umenneskelige ting, der sker omkring os, men hans groteske og ikke altid sjove fremstilling er i mange tilfælde forfejlet.

Vi følger en flok ansatte på en fabrik/virksomhed, der alle er godt stillet, men de keder sig sig. De har penge nok, alle seksuelle spærringer og tabuer er ophævet og så har de en masse fattige, gamle og indvandrere, som de kan behandle som ting.  Det er sjovt til en vis grænse, men den mangel på medfølelse og overfladiskhed som udvises, bliver man træt af at følge.

Bogen har 25 kapitler og hvert kapitel er viet til at vise nedgørelsen af f.eks. de gamle, kvinderne, børnene, julemanden, Gud etc. Der er faktisk ikke nogen grænser, der er hellige. Selvfølgelig kan man genkende vores moderne forbrugersamfund og følelsen af at alle er sig selv nærmest, men når vi når ud i det groteske som at de bliver inviteret til et selvmord, laver en klub om at ramme biler fra en bro, udryddelsen af de gamle etc. Bliver det groteske for meget.

Der er en enorm fokus på det seksuelle: man går i seng med hvem som helst, udlåner sin kone, bruge alle former for apparater, ja endda fisk, men spændende er det ikke.

En noget forfejlet kritik af vores samfund, det kunne have været gjort bedre.

Stock, marts 2017

Monday, February 27, 2017


Erik Orsenna: L'origine de nos amours


Erikc Orsenna er en forfatter der altid er værd at læse. Hans beherskelse af det franske sprog og en række spændende historier er karakteristisk for hans værker.

Dette værk er meget selvbiografisk og alligevel alment. Til at begynde med får vi at vide, at Orsenna blev skilt i samme uge fra sin første kone som hans far blev skilt fra Eriks mor. Det må da kunne give anledning til overvejelser og diskussioner mellem de to, der ellers ikke tidligere har haft så nært et forhold.

De aftaler at møde på en café en gang om måneden og diskutere, hvorfor de har været mindre heldige i deres kærlighedsforhold. Faderen elsker at fortælle, og faktisk når han frem til, at det er en slags forbandelse der har hvilet længe over familien, der stammer fra Sydamerika.

Orsenna diskuterer også sin stilling som forfatter, hvad vil det egentlig sige at være forfatter? Er man ikke nødt til at lyve for at fortælle sandheden?

Bogen er også en hyldest til faderen, der var død inden bogen udkom: "Un écrivain, c'est celui qui prête sa voix à ceux qui ne l'ont pas ou plus. Les plus abandonnés sont les morts, ils ont besoin de nous ».

Det er en levende, både munter og sørgelig historie, men også en bog man har svært ved at slippe, da den trods den personlige baggrund rammer nogle almene problemstillinger. 

Læs den!



Stock, 2016