Saturday, February 18, 2017


Marie Modiano: Lointain


Marie Modiano udsendte i januar 2017 sin anden roman, der virker meget mere gennemarbejdet og sammenhængende end Upsilon Scorpi fra 2013.

Romanen arbejder med to historier, der er flettet sammen: den ene er Valentines oplevelser som 19-20 årig, hvor hun møder en amerikansk musiker og forfatter, der sidder og spiller på Pont des Arts. Han skriver på en roman, og hun giver ham husly og hjælper med at skaffe ham ro til at skrive. De har det på mange måder godt sammen og turer lidt rundt med venner. En dag forsvinder han dog ud af hendes liv, efter at han har fået succes som romanforfatter.

Det andet tema er teater og teaterturné. Valentine får en lille rolle og optages af kollektivet, der rejser rundt fra by til by i en meget lang turné. Det er denne følelse af at være sammen med nogen, men også af at være løsrevet fra alt og uden fast adresse, der beskriver Valentines liv. Hun synes mange gange at se forfatteren, men nu er det set fra en alder af 33 år, at hun beretter.

Han er fjern, men er der alligevel. Hvad der er blevet af ham afsløres først sent i romanen, og bygger sikkert på oplevelser fra Marie Modianos eget liv, men det er nu set med en betragters, ligesom en andens øjne. (Lointain er også betegnelsen for det tæppe eller mur der er længst tilbage i forhold til scenen).

Der er meget smukke passager i bogen og en dyb beskrivelse af ensomhed og forladthed, der er med til at give os et præcist billede af denne omrejsende figur uden egentlig fremtid, men på en turné i det uendelige. Fortiden lader sig dog ikke ryste af, og den ligger som et gemt lag i hende.

Nu skal man ikke beskylde Marie Modiano for at have overtaget alt fra sin far Patrick Modiano, men der er alligevel et glimt af Patrick Modiano i de mange kilometer der bliver travet i et utal af byer.

Stærk roman, som det har været en fornøjelse at læse.

Gallimard, 2017

Saturday, February 11, 2017


Hanane Charrihi et Elena Brunet: Ma mère patrie


Denne bog udspringer af de forfærdelige hændelser i Nice den 14. juli 2016, hvor forfatteren Hanane Charrihi mistede sin mor, der blev mejet ned som en af de første. Med hjælp fra journalisten Elana Brunet får hun sat ord på sine oplevelser og følelser og får formuleret et klart budskab om solidaritet og sammenhold.

Bogen starter med et kapitel med overskriften 15. juli hvor Hanane når frem til sine forældres lejlighed i Nice efter at have modtaget beskeden om moderens død. Hanane, der er 27 år, bor selv sammen med sin mand og sit barn på to år i et forstadskvarter til Paris.

Vi får skildret, hvad der er sket den 14. juli, hvor Hananes forældre med en søn og dennes kone og tre børn er taget ned for at se fyrværkeriet. Sønnen og faderen er gået hen for at starte bilen hjem, da lastbilen kommer drønende og rammer moderen Fatima. Vi får et klart billede af rædslen, og hvad der fulgte efter, folks frygt, lamslåethed og opgivelse. Hananes far går rundt som i en anden verden.

Efter denne start får vi en skildring af dagene efter terrorhandlingen og en skildring af Hananes mor, hendes godhjertethed og opofrelse. Hun har fået 7 børn, men opdraget dem med strenghed og forståelse og givet dem en opdragelse i Islam der bygger på fred og tolerance.Et smukt billede vi får af en enestående kvinde. 
Børnene har alle taget gode uddannelser og klarer sig fint i et Frankrig som Hanane bliver ved med at betragte som sit fædreland og hvis principper om frihed, lighed og broderskab hun i høj grad værdsætter.

Hanane får også fortalt om det had som møder dem som muslimer, selv nu i deres sorg og selv om en tredjedel af ofrene var muslimer.

Der bliver i det hele taget taget fat på mange centrale emner, og bogen fortjener at blive læst af alle, der har indgroede fordomme mod muslimer. Det kunne måske ændre lidt på deres holdninger.

Éditions de La Martinière, januar v2017

Friday, January 27, 2017



 Frédéric Viguier: Aveu de faiblesse




I 2015 debuterede han med "Ressources inhumaines", som vi gav en fin omtale. Hans nye roman starter også skarpt ud: « Je suis laid, depuis le début. On me dit que je ressemble à ma mère, qu’on a le même nez. Mais ma mère, je la trouve belle. »

Det er en 1. personsfortælling med Yvan som fortæller. Han ved godt, at han er grim, fed, rødhåret og går med for korte bukser. Hans mor laver skulpturer i smør! og Yvan spiser dem på sin mad. Det er ikke uden grund, at han er tyk. Yvan går på teknisk gymnasium og har gode evner som snedker. Han holder sig hjemme, da han bliver drillet meget.

En dag bliver en mindre dreng fundet dræbt, og af forskellige grunde bliver Yvan anset for at være morderen, uden at man har konkrete beviser. Politikommisær Grochard behandler ham hårdt for at få ham til at tilstå.

Hvad der så ellers sker, skal jeg ikke fortælle her, men man bliver overrasket undervejs og bogens slutning giver anledning til at læse den igen.

Yvans naive og godtroende natur bliver i bogen sat op overfor politiets brutale metoder og et retssystem, der er for ukritisk. Bogen foregår i et lille landsbysamfund i et yderområde, der er præget af arbejdsløshed, nederlag i skolen, familievold. Et miljø hvor fordomme florerer, og hvor alle er sig selv nærmest. Der er bid i beskrivelserne og en afsløring af en knap så pæn side af Frankrig.

Bogen er i sin kritik tæt på debutromanen, men er her pakket mere ind gennem den enfoldige fortæller.

En virkelig god roman!

Albin Michel, 28/12 2016

Thursday, January 26, 2017



Léna Forestier: Comme des poissons dans un aquarium



Léna Forestier, hvis trilogi vi afsluttede for nylig, har udgivet en speciel e-bog, der bygger på gamle noter tilført nyt stof. Ganske vellykket trods alt.

Bogen foregår i Lyon, som vi får nogle glimrende beskrivelser af gennem bogen. Historien handler om Antoine, gymnasielærer, der lige er blevet skilt. Han passer parrets fælles datter hveranden week-end. En ensom person der ikke rigtigt ved, hvad han skal stille op efter skilsmissen. En anden ensom person er Maya, en meget smuk og særegen kvinde, der mistede sin kæreste ved en ulykke for mange år siden. Hun har siden levet meget alene og med tilfældige jobs trods en akademisk uddannelse.

Hvordan støder de to på hinanden, og hvordan påvirker det dem, det er hvad bogen handler om. 

En ekstra pointe er at Maya er ved at skrive en bog, men kan ikke finde ud af, hvordan hendes personer skal møde hinanden. Altså en roman i romanen. Meget fikst lavet.

Det er en bog, der handler om almindelige menneskers hverdag, deres problemer og kamp for at få det bedste ud af tilværelsen.

Léna Forestier forstår at iscenesætte dette, og i denne roman får hun skabt et smukt værk med sit lette og klare sprog.

Harlequin, 2017


Grégoire Delacourt: Danser au bord de l'abîme


En ny bog fra den glimrende forfatter Grégoire Delacourt, der sidst var fremme med On ne voyait que le bonheur og Les quatre saisons de l'été, som vi var ret begejstrede for.

I denne roman med den dramatiske titel får vi en parallel tekst at sammenligne med, nemlig "La chèvre de monsieur Seguin", efterhånden som man læser sig gennem historien, ser man klart en sammenhæng.

Romanen er i tre afsnit og første afsnit starter med kapitel 72! Vi tæller nu ned og følger Emma, en kvinde på ca 40, tre børn, mand i god stilling, stort hus. På Brasserie André ser hun imidlertid en mand som hun falder for med det samme. Vi følger nu hendes opgør med sig selv og sin familie, det begyndende samspil mellem Emma og Alexandre, men da de er blevet enige om at tage afsted, sker der noget forfærdeligt.Her slutter første del.

I denne første del følger vi den kvindelige fortællers spændinger mellem det rolige og faste, et fornuftigt liv som hun ikke helt har været med til at skabe selv overfor det nye alternativ, hvor begær og lyst indgår. En mand der måske bedre forstår hende og kan møde hende i hendes drømme.
Denne del af bogen er langt den bedste, men der er dog også gode ting i tredje del, men jeg vil ikke afsløre det her.

Bestemt godt skrevet, men burde nok være kortet lidt ned.

JC Lattès, 28/12 2016

Tuesday, January 10, 2017


Philippe Forest: Crue


En mand vender tilbage til et kvarter, som han kendte før, men meget er forandret. Der hviler en slags mysterium over det hus, han flytter ind i, men selv om han kommer i kontakt med en kvinde og også en mand, der bor i huset, finder han ikke det svar, han søger.
De to personer forsvinder pludseligt, og området bliver udsat for en kraftig oversvømmelse. Han isoleres i sin lejlighed og har tid til at tænke over livets store mysterier. Slutningen vil jeg ikke røbe.

Bogens fortæller er en person, der helst vil gemme sig totalt, være upersonlig, men samtidig ser han sig selv som et karakteristisk eksempel på et menneske.

Romanens temaer er sorg og mangel på håb, og også et billede på moderne tid. Forfatteren har mistet en datter på fire år og kan ikke komme over det. Men der er mange andre tab f.eks. de to personer fra ejendommen, der forsvinder. Hans kat forsvinder også. Der opstår brand i et nabohus med asylsøgere, de forsvinder også sammen med gadens tiggere. Helt galt bliver det, da bydelen oversvømmes.

Fortælleren søger forklaringer og beskrivelserne af den nye by, der er ved at opstå indvier os i et mystisk og fantastisk univers, hvor vi lidt slipper det konkrete. Vi føres ind i mandens fantasier, der også indeholder nogle moralske tanker om det moderne menneske, der også er ved at "drukne".

Romanen kan virke lidt for lang og omstændelig, men der er virkelig gode passager om sorg og tab. Hvordan kan man gå helt i stykker som menneske?

Titlen betyder "oversvømmelse", men er også en bøjning af verbet "croire" = at tro. Begge læsninger bør tages med her.

Gallimard 2016

Monday, January 02, 2017


Amélie Moy: Zélie femme libre


Zélie er en ung kvinde der arbejder som medhjælper på et plejehjem for ældre. Hun forsøger hele tiden at være i godt humør og hjælpe de ældre med deres problemer, men hendes liv er ikke tilfredsstillende: hun har en dårlig ledelse på plejehjemmet, forholdet til manden er problematisk, da han ikke kan forstå hende og hun kan aldrig får luft til sine drømme. Hun bliver gravid og en dag stikker hun af til en landsby i Sydfrankrig, hvor alting er anderledes, og det handler anden del af bogen om.

Det er en bog skrevet med stor sympati for Zélie og med en sønderrivende kritik af behandlingen af de ældre og andre kritisable forhold i et samfund, der ikke har plads til følelser og drømme.

Første del af bogen er bedst, og er både realistisk og også med stor forståelse af de ældre. Blandt dem er der også nogle gode portrætter og en god form for humor. Anden del af bogen hvor Zélie finder en form for frihed hænger mindre godt sammen og er måske lidt for optimistisk og upræcis. Hvordan skal hun kunne blive der og skabe en tilværelse for sig selv og sit barn? Hvad med hendes mand?

Men der er mange gode ting i beskrivelsen af en kvindes liv i det moderne samfund, hvor rutinen tager over og drømmen forsvinder.


Presse de L'Ehesp  (2016)

Friday, December 23, 2016


Léa Wiazem­sky: Le vieux qui déjeunait seul




Igen en debutroman, men denne gang fra en forfatter med kendte aner. Léa Wiazemsky er nemlig datter af Régine Deforges, og har Francois Mauriac som oldefar. Det er da noget at leve op til!

Bogen handler om en ung servitrice, Clara, 27 år, der læggter mærke til, at der hver mandag kommer en ældre herre på omkring de 80 år og spiser alene og altid det samme på restauranten. Hun begynder at fantasere om, hvordan hans liv mon har været.

Clara er ellers meget isoleret og bærer på en form for skyld, da hendes bedstefar var kollaboratør under 2. Verdenskrig. Clara omgås ikke med andre unge. Hun læser meget litteratur og går meget op i fortiden, og her findes hun forståelse hos den gamle mand Clément. Clara får et chok en dag, da hun ser at Clément har fået et nummer tatoveret på armen - han har været i koncentrationslejr.

Det medfører en række ting i begges liv, men kun til det bedre, da Clara via Clément lærer at elske og at tilgive sig selv. Clément får også et positivt syn på tilværelsen, der siden hans kones tidlige død har været trist. Der er også en lille kærlighedshistorie, der kører parallelt med hendes frigjorthed.

Bogen er bygget op i små kapitler med hver sin fortæller, og på den måde får vi både historien og forhistorien præsenteret med en stadig stigende intensitet. Det virker godt. Personerne bliver skildret indgående og med forståelse via disse private optegnelser.

Det er en flot debut og en god historie trods de noget dystre emner og Claras selvødelæggende skyldfølelse. Der er også gode beskrivelser af dagligdagen i Paris med en god indlevelse.

Kan absolut anbefales.

Michel Lafon, 2015

Pascale Dewambrechies: L'Effacement



En debutroman fra en 62-årig forfatter, der foregår i Frankrig i 1950'erne, hvor de to krige i Indokina og Algeriet prægede tiden.

Hovedpersonen er Gilda Maurel, hun er 36 år, underviser på en lille skole nær Pyrenæerne. Hun er alene og synes, at hun har forspilt sit liv. Men da den 20-årige Luiz kommer til byen, ændrer situationen sig drastisk. Han bor hos sin onkel og skal sættes ind i notar-arbejdet.

Ved et bal kommer Luiz til at danse med Gilda, og der opstår straks en tiltrækning.
Vi følger nu dette umage par, der først må nærme sig hinanden og derefter holde deres forhold skjult. Luiz er mindreårig og hun er lærerinde! Luiz vender tilbage til Paris efter nogle måneder og inviterer Gilda, men det er til en afsked.
Problemet for Gilda er, at hun er gravid, og det får selvfølgelig konsekvenser for hendes videre liv, men det vil jeg ikke røbe mere om.

Bogen er skrevet en en slags dagbogsform, men også med indslag fra de forskellige personer i bogen i form af breve. Det er meget fint konstrueret og giver os et fornemt billede af en kvindes situation på det tidspunkt: ugift, med barn og uden støtte. Det var ikke nemt.

Skildringen af Gildas liv i den lille provinsby og senere i Bordeaux er meget realistisk. Det er også en bog om kvindens ret til at have et begær og et seksuelt behov. Hvorfor skal hun altid været undergivet mændenes verden. Me4n også en skildring af at en kvinde bør udslette sig selv bag manden. En skarp konflikt!

God og letlæst bog udgivet på et mindre forlag.

Editions Passiflore, 2014