Wednesday, November 15, 2017


Yves Simon: Génération(s) éperdue(s)


En dejlig opsamling af sangtekster fra Yves Simon, der også har illustreret og kommenteret en stor del af de 140 tekster, som bogen rummer. Der er også en del fotomateriale.

Yves Simons første album udkom i 1973 : Au pays des merveilles de Juliet med titler som Les bateaux du métro og Rue de la Huchette. Det var ikke for ingenting, at han havde været gademusikant i Paris.. I Respirer, chanter fra 1974 starter vi i Paris, men kommer ellers ud i verden: J'ai rêvé New York og Manhattan, hvor der er en poetisk, men barsk skildring. 

Yves Simon kredser i sine næste albummer omkring de udsatte, de farvede og de unge der søger en form for kærlighed, som er svær at finde. Et af de bedste album er Demain, je t'aime, der både musikmæssigt og tekstmæssigt er på højt niveau. Mine favoritter er Petite fille, p'tite misère (Tu voudrais pouvoir crier tout haut tes rêves Avant que la nuit s'achève), Attention futur og Une pierre roule.

Une vie comme ca fra 1981 har jeg hørt utallige gang. Alle tekster er rettet mod fremtiden, hvad vil den bringe, hvad kan vi tage med os og hvad vil vi betyde. Fremragende album.

Desværre blev der lidt længere mellem udgivelserne: 1983, 1985, 1987, 1999, 2007 og de blev måske musikalsk og teknisk bedre, men manglede lidt nogle samlende temaer. Der er dog en række guldkorn i alle albummer.

Man kan sagtens finde Yves Simons musik på de forskellige platforme, lyt til ham og ha' teksterne ved hånden.

Vi må jo ikke glemme at nævne , at Yves Simon efterhånden er blevet romanforfatter med en 10-15 titler, der bestemt også er værd at læse.

Flammarion, 2017

Saturday, November 04, 2017


Patrick Modiano: Nos débuts dans la vie



Samtidig med en roman udsendte Modiano også et teaterstykke, og i udsendelsen "La Grande Librairie" fortæller han, at teaterstykket var en slags forløber for "Souvenirs dormants". At skrive i replikker var mere konkret og præcist end romanformen. Da han i øvrigt som barn ofte havde været i teatret med sin mor, der var skuespiller, blev stykket i virkeligheden til et teaterstykke, der handler om teatret.

Vi ser igen Modiano operere med flere parallelle verdener i stykket. Hovedpersonen Jean (20 år) vil som ung gerne være forfatter, men har ingen støtte hos moderen Elvire (ca 50 år) eller moderens samlever Caveux (ca 50 år). Derimod får han støtte hos sin kæreste Dominique (20 år), der netop er ved at indstudere sin rolle i Tchekhovs "Mågen". I teatret ved siden af spiller moderen i en boulevardkomedie, så der er forskel på niveauet.

Modiano udnytter teaterstykkernes indhold i sine hovedpersoners opgør, for Jean lægger ikke fingrene imellem i sin kritik af moderen, der aldrig har haft tid til at tage sig af ham som barn, mens hun nu lader som om hun vil frelse ham fra forholdet mellem ham og Dominique. Caveux deltager også i dette spil og kritiserer voldsom det romanudkast, som Jean er i færd med at skrive færdigt. Jean går i øvrigt nu rundt med det i en kuffert der er lænket til hans håndled.

Hele dette spil på flere scener samtidig iblandet en drømmeverden, en forskydning i tid og sted gør stykket særdeles spændende at læse. Brug af diverse rekvisitter kalder også på en fortolkning f.eks. Jeans kuffert. 

Modiano havde ikke selv forslag til, hvem der kunne spille det, for det kunne jo spilles i forskellige tempi. Nu må vi se om det kommer op på et tidspunkt.

Der er ingen tvivl om, at Modiano spiller på sit eget forhold til moderen og hendes samlever (Jean Cau), men vi får samtidig dette lidt mystiske univers mellem virkelighed, drøm og minder, som uddybes i romanen. Samtidig er det også et brud med fortiden, for Jean og Dominique kan nu starte på deres "débuts dans la vie".

Igen en perle fra Modiano.

Gallimard. 26. oktober 2017

Wednesday, November 01, 2017


Patrick Modiano: Souvenirs dormants


Endelig kom der en ny bog af Modiano efter hans Nobelpris, men den var værd at vente på.
Der er ikke tale om en egentlig roman, men snarere en søgen efter de minder som sover i os, med eller mod vores vilje.

Fortælleren Jean D., der også er forfatter, kan næsten kun være Modiano selv, der afslører lidt mere af sin fortid og om sine unge år fra han var 17 til 22 år. Når man har læst hans tidligere bøger, kan man genkende en del af de personer, han nævner i denne bog, fra tidligere bøger, og temaerne er også velkendte: flugt, drøm-virkelighed, Paris, ensomhed og angst.

Han husker tilbage på de lystavler, der tidligere var i metroen: man kunne trykke på sin endestation og så blev det med farvede lys vist, hvordan man kunne tilrettelægge sin tur. Jean D. tror, at man måske en dag vil kunne trykke på en knap og møde de folk som man har mistet kontakt til eller som indgik i ens fortid.

I bogen får vi flere eksempler på møder med kvinder, som så pludselig forsvinder, men som han så senere møder tilfældigt på gaden. Det er den slags sammentræf, der fascinerer ham, og som han selv søger at skabe.

Selv om det er mere end 50 år siden, er der en bestemt hændelse som han ikke kan afsløre alt om. Det er en kvindelig bekendt, der ringer til ham og indtrængende beder ham om at komme hen til en bestemt lejlighed. Han tager derhen, men ser at der ligger en død person på gulvet. Hun forklarer det som en ulykke, men de skynder sig væk og skjuler sig i lang tid. Dette skete i 1965, og det er egentlig først når han skriver om det nu, at han føler sig ubekymret og fri.

Vi får at vide, hvordan han arbejder med små sedler, notater og diverse gamle aviser, bøger og kort, for på den måde kan han fastholde glemte personer og minder. Hvor meget der er virkelighed og hvor meget der er drøm, kan han selv komme i tvivl om. Bogens slutning er måske også en start på en ny søgning baseret på nogle notater fra sidst i 60'erne. Det venter vi på med spænding.

For en inkarneret fan af  Modiano er denne bog en sand gave. Vi bliver ført længere ind i dette univers af drøm og virkelighed i hans sædvanlige smukke sprog, og oplever samtidig hvordan tiden opløses. Disse tilfældige møder og begivenheder kan på de rette tidspunkter annullere den tid der gået.

Gallimard, 26. oktober 2017

Wednesday, October 25, 2017


Yves Bichet: Indocile


Endnu en bog om Algierkrigen i dette års høst af bøger, men det er denne gang et oprør mod at deltage, om at blive militærnægter, at dertere og tage afstand til en krig som man ikke forstår.

Vi er i september 1961, hvor Theo(dore) besøger sin ven Antoine, der er indlagt på et hospital ved Lyon. Han er blevet sendt hjem fra krigen i Algeriet, er i coma og der synes ikke at være meget at gøre. Théo er dybt rystet og frygter selv at blive indkaldt, da han er blevet 18 år. Antoines skæbne udrulles viere hen i bogen.

Théo er en ung mand med lyst til at finde en kæreste og leve et liv som et ungt menneske uden bekymringer. Han møder pigen Mila, der er præget af, at hun er blevet forbrændt ved et lynnedslag og har nogle familiemæssige problemer. Hun har en enorm trang til frihed og vil ikke underkaste sig.

Théo og Mila indleder et forhold, men det må vige, for Théos indkaldes på session, hvor han trods flere tricks alligevel bliver indkaldt. Under et besøg hos Antoine på hospitalet kommer der et forhold i gang mellem Théo og Antoines mor, der er advokat.

Nu går det ellers heftigt til, for de gemmer sig i hendes sommerhus, og Théo udebliver fra sin indkaldelse.

Nu vil jeg ikke fortælle hele historien, men den er ret hæsblæsende med skift mellem Théos, Milas og Antoines liv, som bliver vist i flash-backs. Det er smukt komponeret.

Det mest betagende i bogen er skildringen af de personer, der mod deres vilje faktisk bliver inddraget i krigen, og de konsekvenser det har for dem selv, deres venner og familie. Vi får en række baggrunde for personernes væremåde præsenteret, og vi bliver dermed stærkt involveret.

Der bliver bestemt ikke lagt fingrene imellem, når vi får beskrevet både soldaternes, FLNs og OAS' metoder. Det er hård læsning.

Bogen er bestemt med til at åbne for det tabu som Algierkrigen stadigvæk er for mange franskmænd. Den er vældig god som pendant til de øvrige nye bøger om perioden.

Mercure de France, 2017

Thursday, October 19, 2017


Jean-Yves Ferri/Didier Conrad: Astérix et la Transitalique



Vi er nu nået til album nr. 37 i Asterix-serien, og det er tredje gang af parret Ferri/Conrad har skrevet og tegnet historien. Lad mig sige det med det samme: det er også denne gang lykkedes i stor stil!

Adskillige gange under læsningen har jeg været ved at bryde sammen i latterkrampe.

Historien handler i korte træk om en slags "Tour de France", men denne gang i Italien, deraf titlens Transatlantique.

En korrupt senator ved navn Lactus Bifidus, der har ansvaret for de romerske vejes tilstand, bliver anklaget for at bruge pengene på orgier og ikke på vedligeholdelse af vejene, hvis tilstand er elendig. Som forsvar foreslår han at afholde et løb med hestevogne gennem hele Italien for at vise deres gode tilstand. Cæsar går ind for ideen, idet det skal vise sammenholdet i det romerske rige, men det skal være en romer der vinder! Alle folkeslag i områder i det romerske rige har nemlig mulighed for at deltage.

På en måde er det Obelix der får hovedrollen, da han bliver spået til at vinde et løb. Vi følger nu løbet gennem Italiens provinser, og hvem der vinder kan I jo nok gætte, men det bliver under svære prøvelser.

Hæftet er fyldt med alle de sædvanlige ordspil, anakronismer, karikaturer og de stereotype opfattelser af andre folkeslag sammen med latinske citater. Herligt!

Men ud over denne side af historien er der også gok til doping i sporten, de multinationale selskabers magt, de politiske skandaler, det europæiske samarbejde etc. Blandt de deltagende barbarer er kimbrerne også repræsenteret i en ikke helt pæn rolle. Vi får også en sjov gennemgang af Italiens regioner og blandt personerne genkender man Berlusconi, Sophia Loren, Pavarotti, ja selv Mona Lisa optræder! 

Bestemt værd at læse og genlæse - glæder mig allerede til næste nummer.

Udkommer i dag den 19. oktober 2017

Tuesday, October 10, 2017


Brigitte Giraud: Un loup pour l'homme


Endnu en roman fra årets "rentrée littéraire", hvor Algeriet er i cemtrum. Her er det et ungt par, der forsøger et få en abort, da manden Antoine indkaldes til militæret i 1960. De får afslag og Antoine tager afsted. Han vil ikke bære våben og har fået en uddannelse som sygeplejerske, så han kan blive udstationet på hospitalet i Sidi-Bel-Abbès.

Lila der ikke vil føde et barn der skal leve uden far tager modigt også til Sidi-Bel-Abbès for at være tættere på Antoine.

Men det er bestemt ikke nemt for nogen af dem. Antoine der ikke ville være i direkte krig får på mange måde krigen meget tættere på, da han dag efter dag må tager sig af sårede unge soldater, sårede på både krop og sjæl. Antoine har ikke nogen større indsigt i hverken Algerierts historie eller baggrunden for konflikten, men han møder de rædsler som soldaterne fortæller om. Grufuld tortur fra begge sider og en udvikling som styres fra ledere langt fra den barske hverdag.

Specielt en patient, Oscar, der har fået amputeret et ben, fanger Antoines opmærksomhed. Oscar taler ikke, men gennem et venskab der styrkes, viser han efterhånden Antoine så megen tillid, at han åbner sig for ham. Deres venskab er en bærende søjle i romanen.

Lila føder på en specialklinik og får efterhånden et godt forhold til en ung araber Fatima, men det kan ikke holde til de trusler, der efterhånden udvikler sig med bomber og brande og et tydeligt skel mellem franskmænd, harkier, indfødte, FLN, OAS etc.
Krigen ødelægger ethvert venskab og de kulturelle forskelle styrkes.

Det er en stærk roman, der igen forsøger at fortælle historien, der ofte er blevet fortiet, for kan man egentligt fortælle den? Brigitte Giraud er selv født i Sidi-Bel-Abbès, og hun har kunnet bruge dele af sin egen historie i bogen.

Det er en helt anden historie end i Alice Zeniters L'Art de perdre og Kaouther Adimis: Nos richesses, men alle tre romaner giver et billede af en periode af Frankrigs historie som det er værd at beskæftige sig med.

En utroligt velskrevet og medrivende fortælling der giver os en ny vinkel på problematikken om de unge der mistede deres liv, førlighed og ungdom.

Flammarion, 2017




Marie Darrieussecq: Notre vie dans les forêts


En meget speciel og lidt underlig fortælling fra en kvinde, der skriver dybt inde i en skov. Hun fortæller om, hvordan hun er født med en dobbeltperson, der sover, men som kan bruges til at erstatte organer, der svigter i hendes egen krop.

Vi har at gøre med en grufuld distopi, hvor vi følger mennesket der via lægernes herredømme er begyndt at ødelægge sig selv. Står det til de herskende, bliver vi bare til en form for robotter, der kan få svigtende elementer udskiftet. Ja, i romanen er det faktisk mere eller mindre robotterne der overtager en del af hverdagen og som bliver mere og mere styrende.

Det er en fremtidsversion der fremstilles gennem notater fra en tidlige psykoterapeut, der er flygtet fra systemet og som har gemt sig i skovene med en flok oprørere, der forsøger at redde dobbeltgængere ud fra hospitalerne.

Det er megen alvor, men også med skildringer der rummer en barsk humor, at forfatteren indbyder os til at interessere os for hvad vi måske er på vej til. Skildringen fra kvindens hånd viser med stor præcision, hvordan et menneske kan gå i opløsning både kropsliogt og menneskeligt. Fremragende.

Marie Darrieeussecq er en meget speciel forfatter, men bestemt værd at læse, da hun kan sætte nogle tanker i gang med sine ofte lidt bizarre romaner.

P.O.L 2017


Saturday, September 30, 2017


Jean-Luc Seigle: Femme à la mobylette



En roman om de udsatte, om dem der kun med nød og næppe klarer sig igennem dagligdagen, men som alligevel har en livslyst, der kan sætte sig igennem.

Hovedpersonen Reine, arbejdsløs, alene med tre børn efter at faderen har forladt dem og uden økonomisk støtte. De bor i et lille hus, og det der før var en lille have er fyldt med skrammel som faderen har samlet.

Reine er på grænsen til at slå sine børn og sig selv ihjel, men står imod. Hun får ryddet haven og finder en gammel knallert, som kan bringe hende lidt væk fra huset. Hun får et arbejde hos en bedemand, får en elsker, der er lastbilchauffør. Det ene mirakel efter det andet. Man kan det vare ved? Er der ikke en trussel der nærmer sig. Læs det selv, for det er en historie, der griber én.

Jean-Luc Seigle skriver meget følsomt om Reine og hendes situation, og i et lille efterskrift til romanen, skriver han om en tur til New York og om kvindens og de fattiges entré i fransk litteratur. Det er ingen mindre end Lamartine, der introducerer den nye socialrealistiske litteratur.

Turen til New York handler også om de millioner af mennesker, der af nød flygtede til USA og var med til at bygge New York. Men hvad gør man nu mod de økonomiske flygtninge? Man spærrer af for dem i stedet for at bruge deres kunnen og ideer.

Det er en meget dyb og voldsom bog, som kan sætte mange tanker i gang. Gør vi nu egentlig det rigtige? Skal vi lukke af eller åbne.

Læs bogen - den er et vigtigt element at få med. Vi ser også et Frankrig, som ikke ofte skildres i litteraturen.

Flammerion, 2017

Yves Simon: Génération(s) éperdue(s) En dejlig opsamling af sangtekster fra Yves Simon, der også har illustreret og kommenteret en s...