Monday, July 17, 2017


Sandrine Teissaire: C'est décidé, je pose mes valises !



Bogen starter godt med en beretning om en kvinde, der er blevet ramt af stress på sit arbejde. Hun fortæller om, hvordan hendes arbejde har taget magten fra hende, taget al hendes tid fordi hun er stræbsom og er lidt af en perfektionist. Hendes nedtur og så kampen om at komme op på overfladen igen.

Desværre bliver beretningen derefter for løs og alt for omfattende, for hun vil berette ud fra de enkelte bogstaver i alfabetet og hvad det enkelte bogstav fremkalder af ord og minder hos hende.

Bogens hovedperson og fortæller er den 46-årige Maïoun Leguellec, og hendes liv rummer så mange elementer, så man bliver helt forpustet ved at læse om dem: en familie der ikke helt fungerer, et ophold i Tunesien, au pair i London, tilbage til Frankrig i Marseille og endelig i Aix-en-Provence. Hun er en person, der vil klare det selv, sørger for at få et barn alene, har mange jobs i hotelbranchen, hvor hun ender i et lederjob, bliver selvstændig, har problemer med sin svigerfamilien, får en proces på halsen, bliver involveret i en magtkamp med en anden kvinde etc. etc. Det er usandsynligt meget hos den samme person.

Det er bare for meget og når vi så får løftet låget for hendes barndom og forholdet til moderen, så kører det bare derudad. Feud længe leve.

Sandrine Teissaire har selv bekostet udgivelsen af bogen, og hun burde bestemt have haft hjælp til at forme den bedre og skære det unødvendige stof væk. Der er enkelte gode kapitler, men efterhånden længes man bare efter at blive færdig med at læse den.

Thursday, July 06, 2017


Claire Castillin: Rebelles, un peu


I denne samling med 29 noveller får vi en række portrætter af teenagere og deres forhold til de voksne, hinanden og det samfund som de lever i.

Der er mange rigtig gode småtekster med fine portrætter og diverse konfliktsituationer, for det er teenagere i deres værste alder i nogle tilfælde. Titler som "Mes parents sont cons" og "Parle correctement à ton père" for bare at nævne et par eksempler er gode illustrationer.

Men der er også de unges mangel på selvtillid og selvudslettelse i f.eks. "Je suis nobod'"
Mødrene får deres omgange fra had til en uovertruffen kærlighed og beundring, ofte fordi de unge ser moderen som idealet og faren som uhyret.

Der er dog også gode skildringer af faderen, der på den ene side drikker for meget, men som også kan blive en helt anden med en ny kone.

Selv synes jeg især om novellen om faderen, der er blevet hjerneskadet ved en bilulykke. Han går nu hjemme og opfører sig som en 4-årig. Det kræver noget af en teenage-datter. 

Den sidste novelle "Garde bien ta clef autour du cou" er et mesterværk, der må røre enhver.
Meget fin samling, som stærkt kan anbefales. Skrevet i et godt og levende sprog med en elegant lethed.

Sunday, July 02, 2017


Éric-Emmanuel Schmitt: Les perroquets de la place d'Arezzo





Lidt af en stor bog på ca 550 sider af den belgiske forfatter Éric-Emmanuel Schmitt, der jo har et stort forfatterskab bag sig. Denne roman udkom i 2013.

Bogen falder i fire store afsnit: L'annonciation, der er en form for forspil i 15 dele, derefter Magnificat, atter i 15 dele. Tredje del er Respons, fjerde del Dies Irae i 16 dele og endelig et kort efterspil Lux Perpetua. Disse betegnelser, der har religiøse og musikalske bibetydninger, står for nogle afgørende afsnit i bogens personers liv. Vi har nemlig at gøre med en del personer, der har det til fælles, at de bor ved en bestemt plads i Bruxelles: Place d'Arezzo, og at de får et mystisk brev en dag: « Ce mot pour te signaler que je t'aime. Signé : tu sais qui ». 

Pladsen er også kendt for sine papegøjer, der bor i pladsens træer. Vi får på et tidspunkt at vide, at de nedstammer fra en samling fugle, som den brasilianske ambassadør slap ud, da han skulle rejse. Det er selvfølgelig også et billede på den sladder og snak, der foregår mellem menneske der bor på stedet.

Omkring pladsen møder vi en politiker, en forfatter, en journalist, en blomstersælgerske, en forretningsmand, en stuepige, en kunsthandler, en gartner og flere andre, der udgør et lille samfund. Den besked, som de forskellige modtager, viser sig at have forskellige virkninger og konsekvenser. I første del præsenteres personerne i hvert deres kapitel, og vi følget dem så videre i de næste dele, både enkeltvis, men også i samspil med de andre. Det er en god ide at notere lidt i første del, for ellers bliver det svært at holde rede på dem.

Det overordnede tema er kærlighed, men tæt forbundet hermed er seksualitet og begær og jalousi. Politikeren viser sig nærmest at være et sexuhyre og får en til at tænke på DSK, mens andre forhold drejer sig om bøsser, lesbiske, trekanter, sado-masochisme og endelig personer, der ikke har behov for hverken sex eller samliv med et andet menneske.

Vi kommer godt omkring emnerne og personerne, og vi følger spændte forsøgene på at finde forfatteren til disse breve. Det afsløres dog først til sidst. Men gæt selv med undervejs.

Bogen er skrevet i et medrivende og levende sprog, der er spænding og realisme, selv om man måske kan føle, at det er for meget omkring sådan en lille plads. Der er dog også stof til eftertanke, så alt i alt er det en ganske god omend lang bog.

Albin Michel, 2013


Friday, June 23, 2017


Didier van Cauwelaert: Le retour de Jules



For et par år siden blev vi meget begejstrede ved at læse Didier van Cauwelaerts bog om hunden Jules (se http://www.fransklisten.fr/blog/index.php?id=lv135cvv)  men havde vel ikke regnet med, at der skulle komme en fortsættelse, men nu er den her altså.

I første bind var det især Jules som mellemhund mellem Alice og Zibal, der var skyld i deres kærlighedshistorie.

I denne fortsættelse er starten trist: Alice og Zibal er gået fra hinanden, Jules er ikke tilpas med den familie som han er udstationeret i, og det ender endda med, at Jules bider en dreng. Han står nu til at skulle aflives...

Så tager handlingen ellers fart med at Jules stikker af med Victoire som Jules er blevet forelsket i. Jagten fører os rundt i hele Frankrig. Hvad det ender med, skal jeg ikke afsløre.

Plottet i denne bog er endnu mere udspekuleret end i den første, men der sker måske lidt for meget til, at vi helt når at trænge dybere ind i hverken hunde ellers mennesker. Der kommer dog interessante ting frem om hundes evne til at forudse f.eks. epileptiske anfald. Dette er der nærmere belæg for i efterskriftet. I det hele taget er det selvfølgelig en bog for hundeelskere.

Men desværre - den er ikke helt på niveau med første bind.

Albin Michel, 2017

Thursday, June 22, 2017


Nicolas Rey: Des nouvelles de l'amour




En meget fin novellesamling fra en forfatter, der ellers er mest kendt for sine romaner. Vi får ikke mindre end 23 noveller på de 175 sider som bogen rummer.

Titlen spiller selvfølgelig både på noveller og nyheder, så det giver en fin indgangsvinkel til historierne, nogle meget korte, med en pludselig konklusion. F.eks. er den første novelle "Sieste" en skildring af en familie der hviler sig efter en frokost, men den unge mand der holder sig vågen, har andre planer. En hel livshistorie på to sider.

I det hele taget bliver man overrasket over hvad titlerne bærer på. I "Just married", bliver det f.eks. et andet ægteskab end det både brudgommen og læseren troede, men det gør det ikke mindre spændende.

Prøv at forestille jer noget ud fra titler som "Le samouraï", "Méningite" eller "Au boulot", I bliver uden tvivl overraskede, når I læser Nicolas Reys udlægning af titlerne.

Det er kærlighed og kærlighedsforhold eller mangel på samme på alle mulige måder. Ofte fortalt med korte præcise sætninger og på få sider. Rey er en mester i at få det centrale med i få velvalgte billeder.

Kan absolut befales, men nyd den i små bidder, for man bliver ked af det, når der ikke er flere noveller.

Editions de la Martinière, 2017

Friday, June 16, 2017


Anne Nivat: Dans quelle France on vit


Anne Nivat er en kendt journalist, der især er kendt for sine reportager fra krigshærgede lande som Afghanistan og Irak. Men i sin nyeste bog kaster hun sig over Frankrig, for det er jo også et land i krig, som præsident Hollande i 2015 sagde efter et af terroristangrebene.

Anne Nivat tager for mindre eller længere tid ophold i seks franske byer: Évreux, Laon, Laval, Lons-le-Saunier, Montluçon og Ajaccio. Hun bor privat og beskæftiger sig med alle samfundslag, dog fortrinsvis med de grupper som føler sig oversete og forsømte. Hun mener, at man i Frankrig (og også andre steder) har stukket hovedet i busken og gemt sig som strudsen. Der har længe været signaler fra f. eks. Tjetjenien, Afghanistan, Irak, som man ikke har burdet overse. Det der sker i verden, vil man helst vende ryggen til, men når nu det kommer tæt på, så kommer frygten og hadet.

Der er alle de store emner i dagens Frankrig: arbejdsløshed, usikkerhed, de marginaliserede, de unge og deres problemer, racisme, politikerlede, identitetskrise - ja nævn bare flere. Det interessante ved denne bog er Anna Nivats måde at få folk til at tale om de forskellige emner, men uden at fordømme nogen. Vi kan læse om hendes samtaler og selv drage vores konklusioner.

De byer som hun har valgt, er byer der på en eller anden måde føler en mangel på forståelse fra statens og politikernes side f.eks tidligere industribyer, hvor industrierne er væk nu. Beboeres protest bliver i blinde ofte til at stemme på FN, uden at de egentlig ved hvad partiet står for. Men hun møder også andre typer folk med forudindtagne meninger som ikke er til at rokke, forretningsfolk der hjælper hinanden og nogle også andre. Der gemmer sig også en række positive personer som viser åbenhed og næstekærlighed. Heldigvis er Frankrig ikke kun det negative, men der er et gennemgående træk: de fleste lukker sig inde og ude.

Glimrende skildringer af de små samfund og et fantastisk detaljeret gennemgang af af Frankrig af i dag.

Værd at læse for at få et nyt blik.


Editions Fayard 2017
496 sider

Wednesday, June 07, 2017


Virginie Despentes: Vernon Subutex 3



Så udkom den endelig, den bog som vi har ventet på i 2 år efter udgivelsen af bind 2, og jeg må straks sige, at den er ventetiden værd!

Vi følger Subutex og gruppen omkring ham, fra de forlader Paris og fører en lidt omflakkende tilværelse, hvor de arrangerer store sammenkomster "convergences". Det går ud på, at Vernon er DJ og skaber en musik, der sender deltagerne ud i en trance, så de danser natten igennem. Der er ingen stoffer, ingen alkohol. Vernon er nu virkelig blevet en guru, og den meget sammensatte gruppe omkring ham sørger for at holde sammen på gruppen og holde uvedkommende og farlige bort.

På et tidspunkt får de besked om, at Charles, én af støtterne fra Paris, er død, og det sætter gang i et forløb, hvor gruppen er ved at opløses. Selve intrigen vil jeg ikke sige mere om her, men der er ingen tvivl om, at opbygningen af bogen virker som om det er en serie på TV, man skal se næste afsnit. Afslutningen på bogen er ikke bare som afslutningen af en krimi, men bringer os videre frem i tiden.

De fleste af personerne fra bind 1 og 2 optræder også her, men de er mindre sorgløse end i starten. Det hænger også sammen med skildringen af Frankrig især efter januar 2015, hvor terrorismen rammer Charlie Hebdo, og videre til november og Bataclan. Bevægelsen "Nuits debout" ses som lidt af et modstykke til dette, og indgår også i romanen.

Der er samlet op på alle de centrale temaer i dagens Frankrig: racisme, Islam, terrorisme, vold, migranterne, individualisme, de fattige og udstødte, de sociale medier, Front National mm, så Despentes giver os et dystert billede af vores nuværende vilkår. Hun holder sig ikke tilbage med sin kritik, men lader det fremgå af de mange stemmer som gruppen repræsenterer. 

Et par eksempler: Les gauchistes ne veulent pas admettre que les musulmans et les chrétiens ne peuvent pas vivre côte à côte longtemps sans se mettre sur la gueule. Ils exigent d’autres ennemis. N’empêche que sur le fond, tout le monde est d’accord : exclure les impurs, les impropres, les empêcher de s’exprimer. Créer une catégorie de massacrables. Les frontières varient, mais le jeu des gardes-douanes reste le même. C’est : toi, dehors. Je ne veux pas de ça chez moi.

« Comment garder l’espoir, après que l’espoir est mort ? Nous n’avons pas pour vocation d’accueillir toute la misère du monde. Nous avons pour vocation de vivre séparés du monde par des murs. Nous avons pour vocation de vivre entourés de barbelés de militaires de douaniers. Nous avons pour vocation de bouffer du sucre, par tonnes, nous avons pour vocation de détruire des forêts entières pour produire des milliards de rouleaux de papier hygiénique, nous avons pour vocation de déambuler dans des rayonnages saturés et de chérir des objets manufacturés. Nous avons pour vocation de couler les bateaux de migrants avant qu’ils ne gênent le tourisme. 

En stærk trilogi, der fornemt afsluttes her. Minutiøs skildring af alle de sår og skel, som synes at blive større. Mon der er andet end musikken, der kan samle? 


Grasset, maj 2017

Sandrine Teissaire: C'est décidé, je pose mes valises ! Bogen starter godt med en beretning om en kvinde, der er blevet ramt af...