Saturday, March 11, 2017



Emmanuelle de Boysson: Les années solex



Juliette Monin mindes sit liv som en ung pige på 13-14 år der i 1969 var på ferie hos sine bedsteforældre i Alsace sammen med kusinen Camille. 

Vi følger hende nu gennem hendes dagbogsnotater og minder i en periode på 4-5 år, som måske var den bedste i hendes liv.

De to unge, især Camille, var påvirket af 1968-ånden og ville have mere frihed og ikke være underlagt de gamle normer som forældre og bedsteforældre står. For dem skal en ung pige lære at overholde kvindens plads og forberede sig på at indgå i et ægteskab med en passende mand. Vi får et billede af de velhavende borgerliges liv og sædvaner og fornemmer nok, at det ikke lever op til de unges drømme.

Juliette bliver forelsket i Patrice, men det bliver et forhold med mange problemer. Camille derimod fører sit vilde liv, til hun møder en ung adelig med en passende formue, så hun kan gifte sig. Vi følger ellers de unge med deres skole, fritid, venner, politiske holdninger, forældre og familieforpligtelser og drømme og får et godt indtryk af perioden.

Bogen springer meget fra episode til episode med lange beskrivelser og opremsninger og bliver derved ofte lidt for kedelig og anstrengende. Kunne godt have trængt til at blive strammet væsentligt op. Men perioden som sådan er bestemt skildret indgående.


Éditeur : EDITIONS HÉLOÏSE D'ORMESSON (02/02/2017)




Saturday, March 04, 2017


Philippe Claudel: Au tout début




En lille bog af Philippe Claudel (32 sider) hvor han fortæller om sin barndom, og hvordan han allerede der lavede små film, men uden kamera.

Han var altid på farten på sin cykel, og han brugte sine øjne. Undertiden klippede han et hul i et stykke papir for at se, hvordan man kan beskære et billede. Han havde sin inspiration fra cowboyfilm o.lign.

Der er ingen tvivl om, at Philippe Claudels evne til at iagttage og senere beskrive eller filmen blev til i de ungdomsår, hvor den noget triste og øde landsby krævede, at man kunne bruge sin fantasi og arbejde med de indtryk, som man nu en gang havde foran sig.

En smuk og poetisk lille tekst der viser en ny side af Philippe Claudels opvækst.




Forlaget Æncrages & Co, 2016

Wednesday, March 01, 2017


Philippe Claudel: Inhumaines


I dag (1. marts 2017) udkommer Philippe Claudels nyeste værk: Inhumaines. Selv om jeg normalt er meget begejstret for Claudels bøger, må jeg indrømme, at jeg er blevet noget skuffet over denne bog.

Meningen er sikkert god nok: Claudel har villet vise alle de umenneskelige ting, der sker omkring os, men hans groteske og ikke altid sjove fremstilling er i mange tilfælde forfejlet.

Vi følger en flok ansatte på en fabrik/virksomhed, der alle er godt stillet, men de keder sig sig. De har penge nok, alle seksuelle spærringer og tabuer er ophævet og så har de en masse fattige, gamle og indvandrere, som de kan behandle som ting.  Det er sjovt til en vis grænse, men den mangel på medfølelse og overfladiskhed som udvises, bliver man træt af at følge.

Bogen har 25 kapitler og hvert kapitel er viet til at vise nedgørelsen af f.eks. de gamle, kvinderne, børnene, julemanden, Gud etc. Der er faktisk ikke nogen grænser, der er hellige. Selvfølgelig kan man genkende vores moderne forbrugersamfund og følelsen af at alle er sig selv nærmest, men når vi når ud i det groteske som at de bliver inviteret til et selvmord, laver en klub om at ramme biler fra en bro, udryddelsen af de gamle etc. Bliver det groteske for meget.

Der er en enorm fokus på det seksuelle: man går i seng med hvem som helst, udlåner sin kone, bruge alle former for apparater, ja endda fisk, men spændende er det ikke.

En noget forfejlet kritik af vores samfund, det kunne have været gjort bedre.

Stock, marts 2017

Monday, February 27, 2017


Erik Orsenna: L'origine de nos amours


Erikc Orsenna er en forfatter der altid er værd at læse. Hans beherskelse af det franske sprog og en række spændende historier er karakteristisk for hans værker.

Dette værk er meget selvbiografisk og alligevel alment. Til at begynde med får vi at vide, at Orsenna blev skilt i samme uge fra sin første kone som hans far blev skilt fra Eriks mor. Det må da kunne give anledning til overvejelser og diskussioner mellem de to, der ellers ikke tidligere har haft så nært et forhold.

De aftaler at møde på en café en gang om måneden og diskutere, hvorfor de har været mindre heldige i deres kærlighedsforhold. Faderen elsker at fortælle, og faktisk når han frem til, at det er en slags forbandelse der har hvilet længe over familien, der stammer fra Sydamerika.

Orsenna diskuterer også sin stilling som forfatter, hvad vil det egentlig sige at være forfatter? Er man ikke nødt til at lyve for at fortælle sandheden?

Bogen er også en hyldest til faderen, der var død inden bogen udkom: "Un écrivain, c'est celui qui prête sa voix à ceux qui ne l'ont pas ou plus. Les plus abandonnés sont les morts, ils ont besoin de nous ».

Det er en levende, både munter og sørgelig historie, men også en bog man har svært ved at slippe, da den trods den personlige baggrund rammer nogle almene problemstillinger. 

Læs den!



Stock, 2016


Saturday, February 18, 2017


Marie Modiano: Lointain


Marie Modiano udsendte i januar 2017 sin anden roman, der virker meget mere gennemarbejdet og sammenhængende end Upsilon Scorpi fra 2013.

Romanen arbejder med to historier, der er flettet sammen: den ene er Valentines oplevelser som 19-20 årig, hvor hun møder en amerikansk musiker og forfatter, der sidder og spiller på Pont des Arts. Han skriver på en roman, og hun giver ham husly og hjælper med at skaffe ham ro til at skrive. De har det på mange måder godt sammen og turer lidt rundt med venner. En dag forsvinder han dog ud af hendes liv, efter at han har fået succes som romanforfatter.

Det andet tema er teater og teaterturné. Valentine får en lille rolle og optages af kollektivet, der rejser rundt fra by til by i en meget lang turné. Det er denne følelse af at være sammen med nogen, men også af at være løsrevet fra alt og uden fast adresse, der beskriver Valentines liv. Hun synes mange gange at se forfatteren, men nu er det set fra en alder af 33 år, at hun beretter.

Han er fjern, men er der alligevel. Hvad der er blevet af ham afsløres først sent i romanen, og bygger sikkert på oplevelser fra Marie Modianos eget liv, men det er nu set med en betragters, ligesom en andens øjne. (Lointain er også betegnelsen for det tæppe eller mur der er længst tilbage i forhold til scenen).

Der er meget smukke passager i bogen og en dyb beskrivelse af ensomhed og forladthed, der er med til at give os et præcist billede af denne omrejsende figur uden egentlig fremtid, men på en turné i det uendelige. Fortiden lader sig dog ikke ryste af, og den ligger som et gemt lag i hende.

Nu skal man ikke beskylde Marie Modiano for at have overtaget alt fra sin far Patrick Modiano, men der er alligevel et glimt af Patrick Modiano i de mange kilometer der bliver travet i et utal af byer.

Stærk roman, som det har været en fornøjelse at læse.

Gallimard, 2017

Saturday, February 11, 2017


Hanane Charrihi et Elena Brunet: Ma mère patrie


Denne bog udspringer af de forfærdelige hændelser i Nice den 14. juli 2016, hvor forfatteren Hanane Charrihi mistede sin mor, der blev mejet ned som en af de første. Med hjælp fra journalisten Elana Brunet får hun sat ord på sine oplevelser og følelser og får formuleret et klart budskab om solidaritet og sammenhold.

Bogen starter med et kapitel med overskriften 15. juli hvor Hanane når frem til sine forældres lejlighed i Nice efter at have modtaget beskeden om moderens død. Hanane, der er 27 år, bor selv sammen med sin mand og sit barn på to år i et forstadskvarter til Paris.

Vi får skildret, hvad der er sket den 14. juli, hvor Hananes forældre med en søn og dennes kone og tre børn er taget ned for at se fyrværkeriet. Sønnen og faderen er gået hen for at starte bilen hjem, da lastbilen kommer drønende og rammer moderen Fatima. Vi får et klart billede af rædslen, og hvad der fulgte efter, folks frygt, lamslåethed og opgivelse. Hananes far går rundt som i en anden verden.

Efter denne start får vi en skildring af dagene efter terrorhandlingen og en skildring af Hananes mor, hendes godhjertethed og opofrelse. Hun har fået 7 børn, men opdraget dem med strenghed og forståelse og givet dem en opdragelse i Islam der bygger på fred og tolerance.Et smukt billede vi får af en enestående kvinde. 
Børnene har alle taget gode uddannelser og klarer sig fint i et Frankrig som Hanane bliver ved med at betragte som sit fædreland og hvis principper om frihed, lighed og broderskab hun i høj grad værdsætter.

Hanane får også fortalt om det had som møder dem som muslimer, selv nu i deres sorg og selv om en tredjedel af ofrene var muslimer.

Der bliver i det hele taget taget fat på mange centrale emner, og bogen fortjener at blive læst af alle, der har indgroede fordomme mod muslimer. Det kunne måske ændre lidt på deres holdninger.

Éditions de La Martinière, januar v2017

Friday, January 27, 2017



 Frédéric Viguier: Aveu de faiblesse




I 2015 debuterede han med "Ressources inhumaines", som vi gav en fin omtale. Hans nye roman starter også skarpt ud: « Je suis laid, depuis le début. On me dit que je ressemble à ma mère, qu’on a le même nez. Mais ma mère, je la trouve belle. »

Det er en 1. personsfortælling med Yvan som fortæller. Han ved godt, at han er grim, fed, rødhåret og går med for korte bukser. Hans mor laver skulpturer i smør! og Yvan spiser dem på sin mad. Det er ikke uden grund, at han er tyk. Yvan går på teknisk gymnasium og har gode evner som snedker. Han holder sig hjemme, da han bliver drillet meget.

En dag bliver en mindre dreng fundet dræbt, og af forskellige grunde bliver Yvan anset for at være morderen, uden at man har konkrete beviser. Politikommisær Grochard behandler ham hårdt for at få ham til at tilstå.

Hvad der så ellers sker, skal jeg ikke fortælle her, men man bliver overrasket undervejs og bogens slutning giver anledning til at læse den igen.

Yvans naive og godtroende natur bliver i bogen sat op overfor politiets brutale metoder og et retssystem, der er for ukritisk. Bogen foregår i et lille landsbysamfund i et yderområde, der er præget af arbejdsløshed, nederlag i skolen, familievold. Et miljø hvor fordomme florerer, og hvor alle er sig selv nærmest. Der er bid i beskrivelserne og en afsløring af en knap så pæn side af Frankrig.

Bogen er i sin kritik tæt på debutromanen, men er her pakket mere ind gennem den enfoldige fortæller.

En virkelig god roman!

Albin Michel, 28/12 2016