Sunday, September 24, 2017


Pauline Dreyfus: Le déjeuner des barricades



En herlig lille roman, der meget morsomt skildrer en dag under studenteroprøret i 1968 i Paris på det berømte Hôtel Meurice.

Anledningen er overrækkelsen af en check til vinderen af årets Prix Nimier den 22. maj midt under oprøret, hvor venstre bred er mere eller mindre besat af studenterne. Prisen tilfalder Patrick Modiano for hans første roman "Place de l'Étoile".

Personalet på hotellet stemmer for selvstyre samme morgen og afsætter direktøren, men beslutter sig alligevel for at den store frokost i forbindelse med overrækkelsen af prisen skal gennemføres.

Det er den amerikanske millionær Mme Gould, der er fastboende på hotellet, der betaler for frokost og prisen til forfatteren. Hun er i sig selv et studie værd sammen med andre af hotellets gæster bl.a. Salvador Dali og J. Paul Getty. Dali har i øvrigt sin ocelot boende hos sig. Den æder i øvrigt under frokosten Mme Goulds pekingeser. Ja, der er meget sjove scener, selv om de også kan være lidt tragiske.

Vi får virkelig den gamle verden vist frem med en række højreorienterede forfattere der samarbejdede med tyskerne under krigen, en minister der bruger hotellet til sine elskerinder, et personale, der slet ikke kan finde ud af at tage magten, en række opgivende hotelværter for de fineste hoteller og sådan kunne vi fortsætte. Virkelig en komedie.

Den stakkels sky Modiano forlader hastigt festen efter frokosten!

Meget velskrevet og sjov beretning. Kan anbefales, men husk at se billeder fra hotellet på nettet, medmindre I kender det indefra.

Grasset 2017


FRANÇOIS-HENRI DÉSÉRABLE: Un certain M. Piekielny




En meget speciel og spændende bog der drejer sig om fatteren selv, der er gået lidt i stå og søger nye udfordringer,  Romain Gary og også Patrick Modiano.

Gary hed oprindeligt Roman Kacew og boede som barn i Wilno (nu Vilnius). Hans mor så ham som et kommende berømt person og fortalte det til alle og enhver. Det fik en dag én af beboerne til at sige til ham: "Quand tu rencontreras de grands personnages, des hommes importants, promets-moi de leur dire : au n°16 de la rue Grande-Pohulanka, à Wilno, habitait M. Piekielny". 

Da Gary senere blev berømt som modstandsmand, diplomat, forfatter som både Romain Gary og Émile Ajar overholdt han dette. Dette beretter han om i sin selvbiografi "Les Promesses de l'Aube".

F-H Désérable, har læst denne selvbiografi og bemærket denne sætning, så han iværksætter nu i sin bog en eftersøgning af denne Piekielny, mens vi samtidig får indblik i Romain Garys liv og karriere. Det er en sand karruseltur både i tid og sted, samtidig med at der hele tiden indflettes hypoteser om Romain og om Piekielny. 

Det kan være lidt svært at bevare overblikket og bedst som man tror, at man er med, kommer der nye vinkler. Modiano er med, for det er jo et gennemgående tema i hans romaner, at man leder efter noget efter en tilfældig adresse eller avisnotits og aldrig rigtigt finder det. Vi får også et morsomt resumé af en udsendelse i Apostrophes, hvor Romain og Modiano mødes.

Wilno var Lituaens Jerusalem i starten af det 20. århundrede med mere end 60000 jøder og et stort antal synagoger. Vi følger nu Désérable i Vilnius, hvor der stort set ingen jøder er tilbage. Udryddet næsten totalt i 2. Verdenskrig. Var det for at fastholde et jødisk navn og en jøde i fremtiden, at Romain Gary skriver om ham. Eksisterede han egentligt eller er han en symbolsk hæder for alle de forsvundne og udryddede? Hvad er virkelighed, og hvad er litteratur? Kan litteratur overtage en person, så virkeligheden bliver overskygget. Hvor mange masker havde Gary Romain egentlig? Hvorfor begik han selvmord?

Alle disse spørgsmål bliver taget op i bogen, og her må den siges at have sin styrke, så den ikke blot er en jagt efter en bestemt person, men en hel periode og et forsøg på at fastholde noget, som man ellers kan gå hen og glemme.

Oplagt til en pris i dette efterår.



Gallimard, 2017






Tuesday, September 12, 2017


Kaouther Adimi: Nos richesses


En roman, der på samme tid fortæller om Algeriets historie, om en boghandler og forlægger, Edmond Charlot, der i 1935 åbner en boghandel i Alger og endelig om en ung mand, Ryad, der i 2017 skal tømme det forladte lokale.

Disse tre spor optræder skiftevis i bogen med hver deres fortløbende kronologi. Smukt komponeret og hele tiden med et bredere billede til læseren af forholdene.

Edmond Charlot er en person, der har eksisteret og hans historie er delvis fortalt via hans dagbogsnotater (til dels opdigtede). Han startede en boghandel og et forlag med henblik på at give plads til forfatterne fra Middelhavsområdet. Blandt de forfattere han udgiver er Albert Camus og Jules Roy. Boghandlen hedder "Les vraies richesses" og det er en sand kærlighedserklæring til bogen., hvor man kan finde den sande rigdom. Vi følger Charlots enorme indsats, der besværliggøres af mangel på papir under og efter 2. Verdenskrig, problemer i forbindelse med FLNs overtagelse af magten etc. En idealist, der kæmper for sine overbevisninger. Spændende, men også lidt trist historie.

Den unge Ryad studerer i Paris, men har fået som sommerferiejob at rydde boghandlen, der har været lukket i mange år. Der er dog én person, der har bestyret den, nemlig Abdallah, der stadig bor ved siden af. Gennem ham får Ryad lige pludselig nogle perspektiver på litteratur og bøger, som han ellers ikke har smag for. Et herligt spil mellem de to.

Forfatteren, der har opdaget den lille boghandel og er blevet fascineret af den, iværksætter et stort eftersøgningsarbejde for at finde historien bag den. Dette er historien om Edmond Charlot. Men samtidig formår hun at give et billede af Algeriets historie, de voldsomme konflikter og en skildring af byen Alger. Vi får samtidig et indblik i de store litterære talenter, som Algeriet har rummet, men som mere eller mindre tvinges til at flytte til Frankrig.

En mageløs roman/fortælling, der griber én. En vældig god bog at læse sammen med Alice Zenithers L'art de perdre.

Denne bog må bestemt også være selvskrevet til en litterær pris.


Seuil, 2017

Friday, September 08, 2017


Alice Zeniter: L’art de perdre



Dette er uden tvivl én af de bedste bøger jeg har læst om Algeriet, og om hvordan "les harkis" er blevet behandlet i såvel Algeriet som i Frankrig. Det er et stort værk på mere end 500 sider, men det er mageløst godt skrevet og fortalt.

Forfatteren Alice Zeniter er datter af en kabyler og en mor fra Normandiet, og bogen har uden tvivl mange selvbiografiske træk. Men det er samtidig en skildring ud fra et veldokumenteret materiale, der rækker langt videre end det personlige.

Fortællingen har tre hovedpersoner Ali, Hamid og Naïma og en række personer omkring dem. Ali er bedstefaderen, der kæmper sig frem til en fremtrædende plads i en lille landsby, men da FLN begynder at starte oprørsbevægelsen, vælger Ali at være på franskmændenes side, mest fordi en anden vigtig familie har valgt FLN. Ali kommer ud af Algeriet i 1962 og næste afsnit foregår som harki i forskellige lejre i Frankrig. Virkelig nogle skrækkelige forhold, der betyder at al agtelse for Ali forsvinder. 

Hamid er den mest intellegente af sønnerne i familien med 8 børn og ham følger vi i hans afstandstagen til familien under sine studieår. Han bliver gift og de får 4 piger. Hamid vil aldrig tale om sin fortid og pigerne opdrages til at indgå i det franske samfund. Hamid isolerer sig og vil kun leve i nuet.

En af døtrene Naîma lever sit liv i Paris som journalist og ansat i et galleri. Hun får en dag en opgave i forbindelse med en udstilling med kunstneren Lalla der er kabyler, men flygtet til Frankrig. Naïma har aldrig været i Algeriet og har ikke tænkt meget på det, men nu får hun pludselig behov for at kende sine rødder, også fordi hun er berørt af attentaterne i Paris i 2015. Hvor er hendes tilknytning? Hvem er hun egentlig? Hun kan ikke få meget ud af sin far Hamid, Ali er død og bedstemoderen har hun svært ved at kommunikere med. Naïma begynder så at skaffe sig materiale om familiens tid i Algeriet, FLN, selvstændigheden i 1962. Hun søger også kontakt til diverse andre familiemedlemmer og folk der har kendt Ali. Alt dette indgår i skildringen af familiens liv, skildret nøgternt med både grusomheder og morsomme episoder.

Bogens tre store afsnit hedder 1) L'Algérie de Papa  2) La France froide  3) Paris est une fête, og de er alle med til at give en både bred, men også personlig skildring af  Algeriet og Frankrig fra 1930 til nu gennem de tre generationer.

Det er en skildring af kulturforskelle, som Naïma selv møder, da hun tager til Algeriet i 2016, men også af de politiske kampe, behandling af harkierne og hvordan man med fællesskab kan modstå de værste katastrofer og tab af ære, fædreland og identitet.

Det må afgjort være en kommende prisvinder, som Alice Zeniter fortjener til fulde. Det er en helt unik bog. Kan absolut anbefales at anskaffe sig.


Flammarion 2017



Thursday, September 07, 2017


Amelie Nothomb: Frappe-toi le coeur


Som sædvanlig udsender Amélie Nothomb en roman i august, og i år er det "Frappe-toi le coeur", der for mig starter la rentrée littéraire. Der er mange gode værker at kaste sig over, så nu går vi i gang.

"Frappe-toi le coeur, c'est là qu'est le génie" (Alfred de Musset) er udgangspunktet for romanen, der analyserer en række følelser og fortæller om folk, der lader sig styre af følelser, snarere end af fornuft.

Først er det Marie, der er landsbyens smukkeste i bogen der starter i 70'erne. Hun bliver som 19-årig gravid med apotekerens søn. Hun føler, at hendes ungdom er slut, for nu er hun ikke mere så feteret. Hendes glæde er andres misundelse. Hun får en datter Diane, som hun ikke tager sig meget af. Senere føder hun en søn, som hun er mere stolt ved og viser sin kærlighed, endelig endnu en pige som hun nærmest kvæler i moderkærlighed.
Det er altså den nærmest givne kærlighed mellem mor og barn og barn og moder der illustreres med spørgsmålstegn.

Det er Diane, der bærer historien, idet vi følger hendes opvækst i en mangel på kærlighed, men alligevel i et beskyttende forhold til den kolde mor. Diane er begavet og begynder at studere. Hun bliver her venner med én af lærerne Olivia, der på den ene side tager sig af den ensomme Diane, men på den anden side udnytter hende. Det kommer der en stærk handling ud af.

Nu skal jeg ikke afsløre for meget, men vi kommer omkring følelser som bl.a. kærlighed-had, misundelse - lyst, nedladenhed - beundring, venskab - jalousi. Alt er fortalt i Nothombs sædvanlige stil og bestemt værd at læse.

Specielt opgøret mellem de forskellige kvinder kan få én til at tænke på "Antéchrista", hvor det også er kampen mellem den smukke og nedladende kontra den naive og selvudslettende. I denne nye roman går vi et skridt videre.

Måske ikke én af hendes bedste romaner, men alligevel på et godt niveau.


Albin Michel, 2017

Léturgie/Erroc: Les Profs - Tome 19



Som pensioneret lærer kan man jo ikke lade være med at følge skolelivet her i Frankrig gennem den glimrende serie "Les Profs" Vi er nu nået til bind 19 og løjerne fortsætter på bedste vis. Det gennemgående tema er "La rentrée" og det giver anledning til mange sjove episoder, der bestemt er hentet fra konkrete begivenheder i dagligdagen i skolen.

Vi følger den faste flok af lærere, der jo er faste typer, men der bliver tilført nye træk. 

Den hidsige engelsklærerinde bliver pludselig forelsket, det samme gør tillidsmanden, der til en strejke vil gå med et skilt, hvor han skriver, at han er forelsket i undervisningsministeren (det må være fra den foregående regering). 

Der tages dog også mere alvorlige emner op som lærernes stress, smartphones og det stærkt hierarkiske system.

Det er meget morsomt og fint fortalt i billeder og tekst.

Kan kun anbefales!

Corbeyran - Le Roux: Le Diable Rouge (Avril 1917)



Vi er nu nået til bind 7 i denne imponerende serie om 1. Verdenskrig. Vores flok af soldater, der bliver mindre og mindre, bliver efter Verdun sendt vestpå. Under general Nivelle forsøger franskmændene for anden gang at lave et fremstød ved Chemin des Dames, men atter forgæves og med enorme tab.

Det er virkelig en krig som udkæmpes på generalernes tegnebræt og ikke med kendskab til de faktiske forhold.

Påvirket af forholdene i Rusland forsøger Jacques at opildne kammeraterne til at gøre oprør og nedlægge våbnene, men det får katastrofale følger.

Parallelt med beretningerne fra slagmarkerne følger vi soldaternes koners dagligdag i deres forsøg på at bære sorg og afsavn. Har de efterhånden fået nok af at producere dele til våbenindustrien?

Det er en stærk serie, godt fortalt og realistiske tegninger af krigens gru.
Ser frem til næste bind!

Friday, August 11, 2017


Jean-Christophe Rufin: Rouge Brésil



Da jeg efterhånden har læst en del bøger af Rufin og generelt synes, at det er inspirerende og gode bøger, er jeg så småt begyndt at læse mig ind i hele hans forfatterskab, der rummer mere end 30 bøger. Der er således et godt stykke vejtil jeg når igennem :-)

Rouge Brésil hører til blandt hans første romaner, og den fik Prix Goncourt i 2001. Romanen bygger på nogle faktiske historiske begivenheder, som flere andre af hans værker, og fortæller om Frankrigs forsøg på at kolonisere Brasilien i 1500-tallet. I 1555 forlader to skibe Le Havre for at sejle til Brasilien, hvor de skal forsøge at skabe mulighed for at grundlægge en fransk koloni. Admiral Nicolas Durand de Villegagnon leder ekspeditionen, og de når til en lille ø i Rio-bugten, hvor det lykkes for dem at at lave et fort, der kan beskytte deltagerne på rejsen.

Inden man tog afsted forsøgte man at få folk til at melde sig, men da det ikke gav noget godt resultat, bliver skibet fyldt op med frigivne fanger og forbrydere samt fem børn, der skal være tolke. Man har nemlig en forståelse af, at børn hurtigt kan lære sprog. Blandt de fem er Colombe og Just, som måske ikke helt er forældreløse, men de kommer med alligevel, dog mod at Colombe kommer med forklædt som dreng.

Bogen bygger som sagt på mange historiske beretninger og fakta, men de er vævet omkring de Colombe og Justs oplevelser og opvækst fra barn til voksen. Her kommer fiktionen til sin ret.

Det er særdeles interessant at få adgang til et stykke fransk historie, som man ellers ikke hører meget om, men det er også et møde med renæssancens kultur og de vilde kannibaler, for det er de rygter som man har fået om indianerne på stedet. 

Et andet vigtigt emne er religionen, da der er en gruppe katolikker og en grupper huguenotter på øen, der efterhånden kommer til at stå stejlt overfor hinanden. Vi ser her optakten til de voldsomme religionskrige i Europe udspillet på en ø i Sydamerika.

Sproget er præget af et ordvalg der tilhører det 16. århundrede for en dels vedkommende, beskrivelserne er lange og detaljerede, så der skal tid til at læse de 550 sider, men det er besværet værd.

De mange rædsler som de overlever på overfarten på skibet er beskrevet så levende, at man kan føle, hvordan det har måttet være for dem. Jeg vil ikke fortælle yderligere om handlingen, men kan love, at man kommer tæt på hovedpersonerne og deres forskellige valg, oplever indianerne set fra deres side og har lejlighed til at tænke på vores tid set i bagklogskabens lys.

Et enkelt citat fra bogens vise mand, der har levet blandt indianerne i 30 år: "Ce n'est pas l'homme qui a été chassé du paradis terrestre, mais Dieu. Et l'homme s'est emparé de la création, pour la détruire."


Gallimard, 2001

Thursday, August 03, 2017


Philippe Labro: Ma mère, cette inconnue



En meget smuk beretning om en helt usædvanlig mor, der aldrig røbede alt om sin fortid.

Philippe Labro er en kendt journalist og forfatter, der i tidligere bøger har skrevet om sin far og om sin barndom. Men bogen om hans mor har haft en lang fødsel, for han har selv måttet forsøge at skabe klarhed om hendes ungdom.

I bogen kaldes moderen mest Netka, som er det navn, som hendes far, som hun aldrig har kendt, gav hende. Det kaldte hendes mand Paul Labro hende også, mens de fire sønner kaldte hende Maman, børnebørnene Mamika. På hendes dåbsattest står der Henriette, moderen er Marie-Louise Carisey og faderen er ukendt. Netka har også en storebror Henri.

Den ukendte far til de to børn viser sig dog ikke at være helt ukendt, for det var faktisk en polsk greve Henryk de Slizien, der havde et langvarigt forhold til Marie-Louise. Denne tager sig dog ikke meget af børnene, men sætter dem i pleje først i Genève, senere i Versailles.

Philippe Labro fortæller i korte kapitler om de ting som moderen har fortalt ganske kort og om de facts han har indsamlet om hende. Et meget blidt og blufærdigt portræt om en smuk og intelligent kvinde med kunstneriske evner, men som ikke forstår, at hun aldrig har følt sin mors omsorg og kærlighed. Netka overlever kun dette svigt i sammenholdet med broderen og en ukuelig vilja. 

Da hun møder sin mand er hun 20 år, mens han er 40. Det bliver dog et meget lykkeligt ægteskab, og de får 4 sønner. Vi får også en skildring af deres første møde og deres hjælp til jøder under 2. verdenskrig.

Det er spændende og god læsning i det hele taget, så den kan kun anbefales.

Gallimard 2017

Sunday, July 30, 2017


Léa Wiazemsky: Le bruit du silence




Sidste år omtalte vi rosende Léa Wiazemskys debutroman Le vieux qui déjeunait seul, og nu har vi allerede hendes anden roman på gaden. Det er en hel anden type historie med meget store følelser og en intensitet der også berører læseren stærkt.

Laure est ung maler, ca 30 år, der altid har haft et problem med sin far, der er en kendt forfatter. Især efter hendes moders død er forholdet blevet utåleligt for hende, da faderen nu lever meget isoleret og verdensfjern.Han er totalt følelseskold i forholdet til Laure.

En vinterdag skal Laure ud i faderens hus for at hente nogle personlige ting, hun frygter det og vil bestemt ikke overnatte. Hun forsøger at køre hjem til Paris i et kraftigt snevejr og forulykker kort efter, at hun er påbegyndt hjemturen. Hun er nu nødt til at gå tilbage til faderens hus, hvor hendes gamle tjenestepige stadig tager sig af faderen.

Nu kører dramaet så, da opgøret mellem far og datter finder sted. Vi kommer langt omkring i følelsesregistret og får gravet os ind i faderens og moderens kærlighedshistorie og en fortid som Laure aldrig har fået noget at vide om.

Det er en følelsesladet historie, og det er lag for lag der bliver skrællet i en meget dramatisk historie.


Michel Lafon, 2017

Pauline Dreyfus: Le déjeuner des barricades En herlig lille roman, der meget morsomt skildrer en dag under studenteroprøret i 1968...